Nyheder10. september 2024

Mindst 40 meldes dræbt i israelsk angreb på teltlejr i Gaza

IDF bekræfter luftangreb på teltlejr i Khan Younis, som det siger, var rettet mod en Hamas-kommandocentral
Det israelske militær har tidligt natten til tirsdag angrebet en teltlejr i en humanitær zone i Khan Younis i det sydlige Gaza. (Arkivfoto).
Det israelske militær har tidligt natten til tirsdag angrebet en teltlejr i en humanitær zone i Khan Younis i det sydlige Gaza. (Arkivfoto).
  Foto: Hatem Khaled/Reuters

Mindst 40 personer meldes dræbt i et israelsk luftangreb, der har ramt en teltlejr i byen Khan Younis, der er beliggende i det sydlige Gaza.

Yderligere 60 personer meldes sårede.

Det oplyser civilforsvaret i Gaza og nyhedsbureauet Shehab, som er knyttet til den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas, natten til tirsdag ifølge AFP og Reuters.

Ifølge sundhedspersonale i området skete angrebet på en teltlejr, der ligger i al-Mawasi, der er udpeget som humanitær zone, og hvor adskillige fordrevne palæstinensere havde søgt tilflugt.

Beboere i området og sundhedspersonalet fortæller, at mindst fire missiler ramte teltlejren, hvilket ifølge det civile beredskab fik mindst 20 telte til at bryde i brand.

- Vores hold er i øjeblikket i gang med at flytte dræbte og sårede ud af det angrebne område. Det ligner endnu en israelsk massakre, siger en embedsmænd fra det civile beredskab i Gaza til Reuters.

Israels forsvar, IDF, bekræfter i et opslag på beskedtjenesten Telegram at stå bag luftangrebet på teltlejren, som det siger, var rettet mod en Hamas-kommandocentral.

- For kort tid siden ramte det israelske luftvåben markante Hamas-terrorister, som opererede i et kommando- og kontrolcenter i det humanitære område i Khan Younis, skriver IDF ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det israelske militær skriver videre, at det "har gjort adskillige foranstaltninger for at mindske risikoen for at skade civile" i forbindelse med angrebet på teltlejren.

- Terrororganisationer i Gazastriben fortsætter med systematisk at misbruge civil og humanitær infrastruktur, herunder det udpegede humanitære område, til at udføre terroraktiviteter mod staten Israel og IDF's soldater, skriver IDF.

Den militante palæstinensiske bevægelse Hamas afviser i et opslag på Telegram, at dets soldater skulle have befundet sig i den humanitære zone i teltlejren i al-Mawasi og kalder udsagnet fra IDF "en åbenlys løgn", skriver AFP.

Knap 41.000 mennesker er blevet dræbt i israelske angreb i Gaza siden 7. oktober, oplyser Gazas sundhedsmyndigheder, som ikke skelner mellem civile og soldater.

Sponsoreret indhold