Molly Egelind om moderens kræftsygdom: Jeg var skidebange

Det kan være svært for 30-årige Molly Egelind at huske tilbage på 2005, hvor hendes mor, skuespilleren Søs Egelind, fik konstateret lymfekræft.

Ikke fordi hun ikke vil. Men fordi hun ikke kan.

– Det forløb har påvirket mig på den måde, at der faktisk er enormt mange detaljer, som jeg slet ikke kan huske, fortæller Molly til SE og HØR ved Torvehallerne i centrum af København.

– Jeg kan godt blive lidt ked af, at jeg ikke kan genkalde mig det øjeblik. Men samtidig må jeg sige, det er fantastisk, at menneskehjernen fungerer på den måde – at det ligesom bare er gledet i baggrunden.

– Jeg har et år af mit liv, som står uklart i min hukommelse, konstaterer ”Vild med dans”-stjernen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Molly ved siden af sin mor, komiker og skuespiller Søs Egelind. Efter at Søs havde overvundet lymfekræften, blev hun atter ramt – denne gang af modermærkekræft. – Min mor plejer at sige: ”Man får det, man kan klare”. Og det har hun også klaret! Det blev heldigvis opdaget meget tidligt, siger Molly. (Foto: Claus Poulsen)

”Hun var ikke sig selv”

Molly gik i gymnasiet, da lynet slog ned i familien.

– Det var en ordentlig omgang, hun tog, Søs. Jeg kan huske, at jeg var med til strålebehandling på Rigshospitalet, hvor hun skulle ind at ligge i en kæmpe maskine, erindrer Molly, som ikke lægger skjul på, at det var en svær tid.

– Jeg har altid kunnet regne med min mor. Hun har altid været så ... stærk er jo lidt en kliché, men det er hun jo – det har hun altid været. Det var et chok for mig at se hende så syg, lyder det ærligt.

– Jeg var bange for, at hun skulle stille træskoene. En ting er, at man ofte, når man får kemoterapi, taber håret og ser besynderlig ud – hun lignede jo ikke sig selv.

– Men hun var heller ikke sig selv.

– Hvordan var hun anderledes?

– Hun har altid kunnet tage alting i stiv arm og ordne flere ting på samme tid – lige muge ud, samtidig med at hun kalker væggene på bondegården.

– At gå fra det og til ikke at kunne noget som helst ... Hun har jo altid været min klippe, så jeg følte mig fundamentløs på en eller anden måde.

– Jeg var bare skidebange. Uden at jeg vidste det dengang, for vi klarede os jo bare.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Hele sygdomsforløbet var så svært for mig, fortæller Molly, som ville ønske, hun havde taget imod tilbuddene om hjælp. – Desværre kender jeg mange, hvis forældre også er blevet ramt af cancer, og det første, jeg siger, er: ”Snak med nogen!”. (Foto: Dan Mariegaard)

Droppede ud af 3.g

Men da mor Søs var blevet erklæret rask, faldt korthuset sammen.

– Der knækkede jeg simpelthen, erkender skuespilleren.

– Da jeg følte, det med sygdommen var overstået, kom alle de ting, jeg havde gået rundt med for mig selv, op til overfladen og væltede mig af pinden.

Molly blev med egne ord deprimeret og endte med at droppe ud af 3. g.

– Det er et eller andet sted noget af det sværeste, jeg nogensinde har gennemgået – men også det at tage valget omkring at droppe ud.

– Det er jeg selvfølgelig enormt ærgerlig over, siger Molly, som blev inviteret med på klassekammeraternes vogntur. Hun forsøgte siden at tage 3. g. om.

– Jeg kan stolt sige, at jeg er droppet ud af 3.g tre gange, griner hun.

– Jeg ville så gerne. Men hver gang blev jeg tilbudt en filmrolle eller reklameting, og det trak altså bare mere i mig.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Et sort hjerte pryder skuespillerens højre underarm – en tatovering, som både moderen og lillesøsteren Carla også har. – Det er et symbol på det, vi har klaret. (Foto: Dan Mariegaard)

Farvel, frygt

Hun har da også klaret sig ganske fint uden, erkender hun.

– Men jeg ville da stadig ønske, at jeg ikke var blevet så rystet af hele sygdomsforløbet, at jeg endte med at droppe ud og blive så ked af det.

– Den store fejl, jeg begik, var ikke at tage imod den hjælp, som jo findes.

– Jeg havde en eller anden underlig idé om, at det jo var min mor, der var syg – så hvorfor skulle det handle om mig? siger Molly, som siden ”har gået til alle mulige slags terapiforløb”.

Hun går ikke selv og er nervøs for en dag at blive ramt af sygdommen.

– Det bruger jeg ikke energi på at tænke på. Så kan vi altid gå rundt og leve vores liv i frygt, mener hun.

– Heldigvis er jeg ikke mærket af det på den måde. Jeg er ikke bange ... mere.