Nyheder8. marts 2014

Morten Breum: Har ikke holdt ferie i tre år

Dj’en arbejder ihærdigt for at nå til tops – både her og i udlandet
Dj Morten Breum
Dj Morten Breum
 Foto: Sisse Stroyer



Skyskraberne tårner sig op, og solens stråler blænder næsten, når de rammer glasset på de høje bygninger.

På en balkon på 19. etage i downtown Los Angeles står den danske dj Morten Breum. Herfra har han udsigt ud over byen - ud over en brøkdel af det land, han kæmper for at slå igennem i.

Læs også: Saseline: Kæreste med kendt DJ

I snart tre år har Morten Breum, der oprindeligt kommer fra Aarhus i Jylland, boet i millionbyen. Han tog springet udelukkende af den årsag, at der var en drøm, der skulle følges.

I Danmark lå han lunt på hitlisterne, og han havde spillet alle de jobs, man som dj kan håbe på.

- Jeg er nok den mest sultne dj nogensinde. Jeg har vundet alle de priser, jeg kunne i Danmark, og jeg har toppet alle de hitlister, jeg kunne. Og så er det jo naturligt at rykke videre og starte forfra et andet sted, fortæller Morten Breum.

Læs også: Saseline tilbage hos eks'en

I Los Angeles kan han - indtil videre - gå i fred på gaden. Telefonen ringer ikke hele tiden, som den plejede at gøre i København, hvor han godt kunne spille fem-seks jobs på en aften. Men det er sundt med den forandring, mener dj'en.

- Det handler jo meget om ens selvbillede og selvforståelse. Jeg har aldrig taget kendis-livet seriøst. Så at miste det, at man ikke længere bliver stoppet på gaden og at folk ikke skriger, når man spiller, det er ikke svært.

- Jeg er opdraget meget ydmygt af mine forældre, så det har ikke været noget at miste, siger Morten Breum og fortsætter:

- Det eneste, man i virkeligheden kan sige, at jeg har mistet ved at flytte til USA, er det økonomiske aspekt.

Læs også: Saselines eks: Smider tøjet

- Jeg har til gengæld følt mig meget mere kreativ og beriget, og jeg har fået mange flere input og et større netværk. Jeg er blevet dygtigere til min kunst. Nu konkurrerer jeg med de bedste i hele verden og ikke kun med andre danskere, siger han.

I Los Angeles lever han et ydmygt liv. Selvom mange måske tror, at det at være dj er at dukke op på en klub om aftenen, stille sig bag pulten og drikke af dyre flasker med smukke damer, så er det langt fra den måde, Morten Breum kører tingene på, fortæller han.

- Alt hvad jeg tjener, investerer jeg i at blive bedre til det, jeg laver. Jeg har en studielejlighed, en motorcykel og en computer, og det er det, jeg har brug for. Jeg skal bare lave musik, siger han.

Den ærgerrighed har givet bonus.

- Jeg har ikke holdt en ferie i tre år. Jeg fokuserer kun på musikken hver evig eneste dag. Men det giver pote. Min næste single udkommer på et af verdens største dance-labels og den er lige blevet spillet på Aviciis podcast, fortæller Morten Breum.

Men konkurrencen er hård i Guds eget land.

- Derhjemme kunne jeg regne med at ligge nummer ét, når jeg udkom med noget. Herovre er der 500 andre dj's der udkommer med noget i samme minut. Men det gør mig sulten, siger han.

Morten Breums nye single "Perfect Dive" udkom den 6. marts på Beatport og kan fra den 24. marts downloades på iTunes.

Newspaq

Sponsoreret indhold