Nyheder4. juni 2024

Museo-ejer Birger Arp-Hansen sælger sin andel af natklubben

Birger Arp-Hansen er fortid hos natklubben Museo, men det har ikke noget med TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane” at gøre ifølge ham
Birger og Henning Arp-Hansen, Arp-Hansen Hotel Group foran 71 Nyhavn Hotel.
Birger (tv) Arp-Hansen ejer ikke længere en del af natklubben Museo.
 Foto: Scanpix Danmark

Rigmanden Birger Arp-Hansen er ikke længere en del af ejerkredsen hos natklubben Museo.

Det skriver flere medier herunder Finans.

Museo bliver i TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane” sat i forbindelse med et vagtfirma, der har modtaget betaling gennem en fakturafabrik.

Men dagens nyhed skal ikke ses som en konsekvens af dokumentaren.

– Salget af ejerandelen i Museo skal ikke ses som et udtryk for stillingtagen i den verserende uenighed mellem TV 2 og Museo i forlængelse af dokumentarserien ”Den Sorte Svane”, skriver rigmandens selskab B. Arp-Hansen Holding i en pressemeddelelse ifølge Finans.

Ejerskabet af natklubben er sket gennem selskabet LKG Night. Her har Birger Arp-Hansen via B. Arp Hansen Holding ejet 30 procent.

Udover Arp-Hansen, der nu er ude, er det blandt andet Remee og Lars Hjortshøj, der er en del af ejerkredsen hos LKG Night.

Trak sig fra bestyrelse

Det er ikke første gang, at rigmanden efter ”Den sorte svanes” offentliggørelse, trækker sig.

Også bestyrelsen i hotelkoncernen Arp-Hansen Hotel Group må undvære Birger Arp-Hansen i fremtiden.

Det kom frem i seneste uge, og her var der til gengæld tale om, at dokumentaren havde en indvirkning.

– Min bror oplyser, at han ikke har kendskab til, at der er foregået noget ulovligt i hans selskaber, men han har alligevel valgt at trække sig fra bestyrelsen, for at der ikke skal kunne rejses nogen form for tvivl om troværdigheden i Arp-Hansen Hotel Group.

– Det, synes jeg, er en klog beslutning – også selv om der på nuværende tidspunkt ikke har været mulighed for at komme til bunds i, hvad der præcist er foregået, sagde broen Henning Arp-Hansen til Estate Media.

Det er endnu ikke fremme, hvem Birger Arp-Hansen har solgt sin ejerandel af Museo til.

Sponsoreret indhold