Kendte6. marts 2024 (opd. 5. september 2024)

Musik i Lejet får grønt lys i Tisvildeleje

Musik i Lejet festivalen i Tisvildeleje får politisk opbakning med en ny lokalplan - politikerne mener, at festivalens betydning for lokalområdet og turisme er alt for stor til at lukke den ned

LÆS OGSÅ: Skal reddes med en grillet pølse

Festivalen Musik i Lejet får lov til at løbe af stablen i Tisvildeleje til sommer, som den plejer.

Det har et flertal i Gribskov Kommune afgjort ved et byrådsmøde tirsdag aften, skriver TV2 Kosmopol.

Ifølge tv-stationen stemte 15 byrådsmedlemmer ud af 22 for. Desuden var der to, der stemte imod og fem, der undlod at stemme.

Dermed skal byrådet også udarbejde en ny lokalplan for området, så det bliver muligt at holde festivalen i fremtiden.

Bo Jul Nielsen (R), der er formand for planudvalget i Gribskov Kommune, er en af de byrådspolitikere, der stemte for en ny lokalplan.

- Jeg mener, at festivalen er et kæmpe plus for Tisvildeleje. Den sætter os på verdenskortet, den tiltrækker turister, og de lægger penge i kassen, sagde han på byrådsmødet ifølge TV2 Kosmopol.

Andreas Grauengaard, der er medstifter af Musik i Lejet, er glad for den politiske opbakning.

- Vi er selvfølgelig lettede og glade over, at der også politisk er et stort flertal bag vores lokale festival, som vi jo kunne se på de mange glade menneske, der var mødt op i aften for at støtte Musik i Lejet, siger han i en pressemeddelelse.

Omkring 150 mennesker dukkede ifølge sn.dk op ved rådhuset i Helsinge for at vise deres støtte til festivalen.

Siden februar har det været uvist, om festivalen kunne blive afholdt på Tisvildeleje Strand.

En henvendelse fra en whistleblower gjorde kommunen opmærksom på, at tilladelserne til beliggenheden de sidste 14 år er blevet givet på et forkert lovgrundlag, har tv-stationen tidligere beskrevet.

Musik i Lejet bliver afholdt over tre dage fra den 18. til den 20. juli og har i år blandt andet Medina, Andreas Odbjerg og Tina Dickow på programmet.

Festivalens 10.000 billetter blev udsolgt på få minutter, da de blev sat til salg i december.

Sponsoreret indhold