Nyheder8. oktober 2024

Musikeren Nell Smith er død: Blev kun 17 år gammel

Selvom hun kun var 17 år gammel, var hun en lovende musiker, der blandt andet har arbejdet sammen med The Flaming Lips. Nu er hun død i en trafikulykke
Her ses Nell Smith sammen med forsangeren fra The Flaming Lips, Wayne Coyne.
Her ses Nell Smith sammen med forsangeren fra The Flaming Lips, Wayne Coyne.
 Foto: Nell Smith, X

En bare 17-årig musiker er død efter en trafikulykke.

Der er tale om Nell Smith, som blandt andet har arbejdet sammen med The Flaming Lips, og som var på vej med sin første soloplade i 2025.

Det skriver flere internationale medier, og hendes ven og kollega Simon Raymonde bekræfter også dødsfaldet på Instagram.

Her deler han billeder af den bare 17-årige Nell Smith.

Raymonde skriver blandt andet:

- Vi er alle knuste og chokerede over at høre om den pludselige og tragiske bortgang af vores kunstner og kære ven Nell Smith.

Trafikulykken skete i British Columbia i Canada, og Raymonde fortsætter:

- Nell var kun 17 år gammel og forberedte sig på udgivelsen af sin første soloplade i begyndelsen af 2025. Mens vi alle forsøger at forstå den forfærdelige nyhed og ud af respekt for Nells sørgende familie, er vi ikke i stand til at kommentere yderligere på dette tidspunkt.

Nell Smith nåede ikke at udgive meget på grund af hendes unge alder, men en enkelt plade har hun udgivet.

Det er en cover-plade, hvor hun har lavet covers af Nick Cave-sange, og her har hun arbejdet sammen med bandet The Flaming Lips.

Sponsoreret indhold