Nyheder23. marts 2023

Næsten 20.000 danskere har ansøgt om en ny varmecheck på 6000 kroner

Ansøgerne mener, at de ved en fejl ikke har fået varmechecken på 6000 kroner
Efter åbningen af den supplerende ansøgningsrunde den 14. marts, har knap 20.000 danskere ansøgt om en varmecheck på 6000 kroner.
Efter åbningen af den supplerende ansøgningsrunde den 14. marts, har knap 20.000 danskere ansøgt om en varmecheck på 6000 kroner.
 Foto: Ritzau Scanpix

19.929 danskere har ansøgt om en varmecheck på 6000 kroner efter åbningen af den supplerende ansøgningsrunde 14. marts.

Det viser tal fra Energistyrelsen delt med TV 2 Fyn.

Varmechecken blev først udbetalt i august 2022 på baggrund af data fra bygnings- og boligregisteret (BBR).

Det skete for at hjælpe trængende danskere efter en længere periode med voldsomt stigende energipriser.

Efter udbetalingen bad daværende klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) Energistyrelsen om at undersøge, hvor rigtigt varmechecken har ramt i forhold til dem, man gerne ville hjælpe.

Efterfølgende vurderede Energistyrelsen, at 1,6 procent har fået udbetalt varmechecken forkert på grund af fejl i data om opvarmning.

Imens fik mellem nul og én procent af borgerne udbetalt en varmecheck på baggrund af data fra 2020 og ikke 2021 som tiltænkt.

Det svarer til, at op mod 10.600 husstande fejlagtigt fik den udbetalt.

Det er muligt at tilbagebetale varmechecken, hvis man mener, man har fået den ved en fejl.

Det er dog kun 17 danskere, der forventer at gøre brug af den mulighed.

Sådan fremgår det af et aktstykke sendt af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Folketingets Finansudvalg i sidste uge.

Sponsoreret indhold