Niarn: For gammel til at slås
Først droppede han sin elskede hjemby Aalborg. Og da den tidligere graffitimaler og småtyv valgte Malmø som ny hjemby, burde alarmklokkerne nok have ringet.
Niarn er blevet artig.
Nu bor han sammen med kæreste, hamster, kat og to kaniner i en lejlighed, hvor han ifølge sig selv har det tvangsneurotisk ordentligt.
Og selv om det ikke passer til hans gangsterimage, så indrømmer han over for Ekstra Bladet:
- Ja, det er jeg sgu nok. Jeg bander stadig lige så meget som før, men jeg er blevet mere artig end førhen, siger han til avisen i dag.
Niels Roos, som er Niarns borgerlige navn, udsender i dag pladen, der nok er hårdtslående som hans fortid, men efter at have rundet de 30 år i efteråret lever han ikke længere sine tekster ud i virkeligheden.
- Jeg er blevet for gammel til at slås. Jeg gider simpelthen ikke, siger han til Ekstra Bladet.
- Når man har lavet ballade tilpas længe, bliver det bare ikke ved med at være spændende. Jeg har ikke den samme trang som tidligere, siger han.
I dag udsender han pladen "Rød Aalborg".