Norsk politi: Derfor faldt danske børn ud af skilift

LÆS OGSÅ: To børn kvæstet i norsk skilift - her skete det
To danske børn er tirsdag faldet ud af en stolelift i skisportsstedet Hemsedal i Norge.
Det ene barn er alvorligt tilskadekommen, mens den anden af en læge på stedet er blevet beskrevet som lettere tilskadekommen.
- Ambulancepersonale tager hånd om to mindreårige børn, og begge vil blive transporteret til sygehus med ambulancehelikopter, lød det tidligere tirsdag formiddag.
Begge børn var ved bevidsthed, da de blev fløjet væk med lægehelikopteren, lød det fra politiet.
Det fremgår ikke, hvor gamle børnene er. Ulykken skete ved 09.30-tiden tirsdag, mens børnene var på skiskole, skrev politiet på X.
En skipatrulje var først på ulykkesstedet, skriver det norske medie Dagbladet.
Norsk politi skriver lidt over klokken 13 tirsdag på X, at efterforskningen af ulykken nærmer sig sin afslutning.
Politiet skriver, at ulykken skete, i forbindelse med at børnene steg på liften. De faldt ned fra flere meters højde, lyder det. Det tyder ikke på, at der var fejl på liften.
Ifølge lokalavisen Hallingdølen skete ulykken på liften "Lodge Express", som kan fragte 3000 personer i timen, og som åbnede for kun lidt over en måned siden.
"Lodge Express"-liften fragter dens passagerer 501 højdemeter op over en distance på 1814 meter. Den kører med en hastighed på seks meter i sekundet.
"Lodge Express"-liften er tirsdag blevet stoppet, mens de øvrige skilifte i Hemsedal-området fortsat er åbne.
Hemsedal ligger i det sydlige Norge cirka 140 kilometer nordvest for Norges hovedstad, Oslo.