Huse i Sverige solgt: Nu flytter Annette Heick og familien hjem til Danmark
Efter 16 år med bopæl i Sverige flytter Annette Heick, hendes mand Jesper Vollmer og sønnerne Eliot, 13, og Storm, 8, nu hjem til Danmark.
Det 46-årige multitalent har ejet to huse lidt uden for Malmø, men den 1. juni flytter hun og familien tilbage til Danmark.
- Det er helt vildt, men begge huse blev solgt på halvanden uge. Det er meget nyt. Det er kun tre dage siden, at det hele faldt på plads, fortæller Annette Heick til Ekstra Bladet.
Familien Vollmer/Heick forsøgte at sælge de to huse i efteråret, men der var markedet ikke så godt, så de droppede salgstankerne efter kun tre uger. Her til foråret er husene så solgt på rekordtid.
- Vi aner ikke, hvor vi skal bo. Drengene kom selv en dag og sagde, at de havde fundet en skole i Danmark, de gerne ville gå på. Dronninggårdskolen i Holte. Mange af vores venner bor i det område og derfor kender de børn der, fortæller til Annette Heick til Ekstra Bladet om skolen, hvor hun selv har gået. Dengang hed den dog Holte Gymnasie og Grundskole.
Ifølge BILLED-BLADET vil familien leje noget midlertidigt, mens de går på jagt efter drømmehuset nord for København.
- Drømmen er faktisk at finde et hus, der er helt faldefærdigt, som vi så kan bygge op, som vi selv vil, fortæller Annette Heick til BILLED-BLADET.
Annette Heick: Jeg kommer til at savne min have
Annette Heicks hus i Sverige har ellers voldt hende store problemer.
I 2015 brækkede Annette Heicks mand Jesper Vollmer nakken i en badeulykke i Thailand.
Siden har han haft svært ved at hjælpe til i det 220 kvadratmeter store hus og den 3000 kvadratmeter store have.
Dertil blev deres elskede forstadhjem tæt på Malmø ramt af svamp i husets ydre vægge. Reparationen ville koste en halv million, og forsikringen ville ikke dække udgiften.
Parret besluttede sig derfor for at reparere det gamle hus, udstykke grunden i to og bygge endnu et hus og sælge det hele.
Smarte Annette Heick: Formuen vokser
Og selv om Annette Heick var fast på beslutningen, så var der særlig én ting, hun ville savne.
- Jamen, det bliver rigtigt svært at skulle flytte herfra, det slås jeg med. Og den der store, vidunderlige have, som vi har stået op og kigget ud i, den forsvinder, og det kommer jeg aldrig til at få igen, fortalte Grand Prix-stjernen i et interview med magasinet "Vores Villa".
Heick havde dog endnu ikke fundet drømmehuset i Danmark. Familien ville lige vide, hvordan de stod, efter de to hushandler var overstået - hvilket de så er nu.
Men udover en mindre have, har Heick også et andet særligt ønske til det kommende hus i hjemlandet.
- Der skal være mindre at passe, det skal være mere overkommeligt... Og så skal vi have en stor pool! Alle har en stor pool herovre i Sverige, nu må det være vores tur!, sagde hun i interviewet.
Du kan se flere billeder fra Heicks husbyggeri i Sverige i galleriet: