Forholdet til Troels brast: Nu har Nadine fundet flamme på Grønland
Selv om Nadine og Troels havde en romantisk weekendtur – og selv om Troels tog sig mod til og kyssede Nadine – blev det ikke til dem store kærlighed i ”Landmand søger kærlighed”.
I tirsdagens afsnit af ”Landmand søger kærlighed” fortalte Troels fra Skjern således, at han og Nadine ikke længere så hinanden, men at de stadig var gode venner.
Her – et halvt år senere – har Nadine da også kastet sin kærlighed et andet sted hen. Faktisk helt til Grønland.
Det fortæller hun til SE og HØR:
- Jeg ses med en, og det er ret skønt. Han har haft det lidt svært med, at programmet er blevet sendt samtidigt, men det går nok.
- Han er ikke landmand, men det er ikke fordi jeg har udelukket det, griner Nadine, der kun har positive ting at sige om Troels:
- Troels er stadig en skøn fyr, og den pige, der ender med ham, er heldig, siger hun til SE og HØR.
Troels leder stadig efter kærligheden, afslører han:
– Jeg har ikke tænkt så meget over, hvordan jeg skal møde den næste pige. Jeg kommer nok tilbage på Tinder, griner han og tilføjer, at det har været sjovt at medvirke i programmet:
- Det var skægt at have et TV-hold og piger med rundt. Det er jo sjovt at prøve nogle andre ting, når man ellers går rundt og malker køer hver dag, fastslår den sympatiske fyr over for SE og HØR.