NyhederI går (opd. I går)

Nu indrømmer Sandy French endelig: DR har lavet et LORTEPROGRAM

Nyhedschefen har længe forsvaret dokumentar fra Grønland - i dag kan hun den selv fejlslagen og et brud på tilliden, som DR skal have
Sandy French blev i 2017 nyhedsdirektør i DR. Nu står hun i sit livs problemer, efter tilliden til nyhedskanalen er fløjet væk i stormen om vildledende dokumentar om Grønland.
Sandy French blev i 2017 nyhedsdirektør i DR. Nu står hun i sit livs problemer, efter tilliden til nyhedskanalen er fløjet væk i stormen om vildledende dokumentar om Grønland.
 Foto: Lars E. Andreasen

Der er ingen tvivl om, at DR's troværdighed har lidt et knæk efter det omdiskuterede forløb med dokumentaren "Grønlands hvide guld", som onsdag er blevet fjernet fra DR's platforme.

Det siger DR's nyhedsdirektør, Sandy French, i DR's nyhedsudsendelse TVA Live.

- Jeg tror og håber på, at en fejlslagen dokumentar, som er blevet håndteret helt elendigt, trods alt ikke slår så store skår af den tillid, at det ikke kan genoprettes, lyder det.

Seere, læsere og lytteres tillid skal DR nu gøre sig fortjent til igen, tilføjer hun.

Onsdag er dokumentaren blevet trukket tilbage, og chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe er blevet fyret.

Sandy French "så ingen anden udvej", for "vi kan ikke holde til og vil ikke have den dokumentar liggende, så der blev draget nogle organisatoriske ændringer".

Dokumentaren er blevet kritiseret for at give et skævt billede af, hvad Danmark har tjent på udvinding af kryolit i Grønland.

Efterfølgende er DR og de ansvarlige blevet kritiseret for håndteringen af kritikken.

- Det er mit ansvar i sidste ende. Nu må vi gøre det, vi heldigvis gør godt: gå på arbejde hver dag med en klar ambition om at levere troværdig, unbiased og upartisk nyhedsdækning til alle danskere i det her land, siger Sandy French i TVA Live.

Hun tilføjer, at hun håber, at der nu er trukket en streg i sandet.

- Men de fleste kan nok genkende, at når først noget går galt, kan det være svært at komme foran bolden. Det er ikke en undskyldning, men måske en forklaring.

- Jeg ville ønske, at vi kunne spole tiden tilbage og aldrig var udkommet med dokumentaren, men det kan desværre ikke lade sig gøre, siger hun.

Tidligere onsdag lød det, at nyhedsdirektøren var blevet bekendt med oplysninger, som havde ændret sig i produktionen.

Konkret blev Sandy French gjort opmærksom på det klokken 12.15, fremgår det af en pressemeddelelse fra DR.

Det handler om en graf, der i januar blev fjernet fra dokumentaren.

Alligevel er udtalelser fra medvirkende i dokumentaren baseret på netop den graf.

Kilderne selv har accepteret, at udtalelserne bliver brugt. Men "man skal kunne stole på, at det, der fremstilles i vores indhold, er i overensstemmelse med virkeligheden", siger Sandy French i TVA Live.

- Jeg er ærgerlig over, at jeg først får den oplysning i dag. Der er nogle, der ikke har gjort deres arbejde godt nok, og det har jo også fået konsekvenser, siger hun.

På spørgsmålet om, hvad hun selv kunne have gjort anderledes, svarer hun:

- Jeg kunne have ønsket, at jeg havde reageret hurtigere på de oplysninger, jeg fik. Men det er jo det her med at forsøge at skrive historien om. Det får vi ikke så meget ud af, svarer hun.

Sponsoreret indhold