Nyheder19. september 2016

Nu kan du købe Martin Jørgensens gældsslæde

Hans store Mercedes-Benz GL 350 er sat på auktion
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-783380.jpg
 Foto: All Over

Står du og mangler en ny bil? Og gerne en bil, der har været ejet af en tidligere næsten-royal?

Så er det nu du skal slå til. Grevinde Alexandras eksmands Mercedes-Benz GL 350 er nemlig sat til salg på hjemmesiden bilsalg.dk.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladet er det dog ikke Martin Jørgensen selv, der har sat bilen til salg. Det er nemlig ikke muligt for privatpersoner at sælge biler på bilsalg.dk.

Auktionen, der slutter i morgen tidlig, har lige nu højeste bud på 497.000 kroner. Så der er altså et stykke vej op til de 811.306 kroner, som SE og HØR i april i år kunne fortælle, at Martin Jørgensen skylder i bilen.

I marts var Martin Jørgensen nemlig en tur i fogedretten, da han var blevet stævnet på grund af den store gæld.

Det er finansieringsbanken Santander Consumer Bank, der har det store beløb tilgode, men ifølge Martin Jørgensen er det ikke dem, der har sat bilen til salg.

- Det er, fordi jeg skal have den byttet ud, så har jeg nogen, der hjælper mig med det. Så har de sikkert gjort det derinde, kunne jeg forestille mig, fortæller Martin til Ekstra Bladet.

På spørgsmålet om, hvad der er sket med den gæld, der var i bilen, har Martin Jørgensen kun en kommentar.

- Det er privat. Det kommer ikke rigtig nogen ved. Jeg spørger heller ikke dig, hvordan du finansierer dit hus eller bil. Det er ligegyldigt, fortæller grevinde Alexandras eksmand til Ekstra Bladet.

Administrerende direktør for Santander Consumer Bank fortæller til avisen, at de benytter sig af bilsalg.dk, når de får biler tilbage fra fogedretten.

Skulle du have lyst til at få fingrene i Martin Jørgensens Mercedes-Benz GL 350, så er sidste frist for at sende et bud afsted i morgen tidlig.

Sponsoreret indhold