Nyheder22. september 2021

Nu kommer efteråret: Advarer om kraftigt blæsevejr

Flere steder i landet kan torsdag blive ramt af vindstød af stormstyrke, lyder det i et varsel fra DMI
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210406-155807-3-1920x1280we.jpg
 Foto: Kristian Poulsen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Efterårets første rigtige blæsevejr rammer landet torsdag. Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Der er ikke tale om en decideret storm, men flere steder i landet kan der komme vindstød af stormstyrke.

Varslet om vindstød af stormstyrke gælder blandt andet i Ringkjøbing-Skjern, Kalundborg og på Bornholm.

Blæsevejret starter ifølge vagthavende meteorolog Lars Henriksen i den nordvestlige del af landet i løbet af formiddagen.

Senere breder det sig over landet, inden det slutter på Bornholm ud på aftenen.

- Torsdag venter efterårets første regulære blæsevejr, da et lavtryk skal en tur nord om Danmark, lyder det fra meteorologen.

- I forbindelse med lavtrykket blæser det noget op, så i løbet af dagen har vi det, vi kalder en hård vind til hård kuling mange steder med kraftige vindstød, der kan nå stormstyrke ud ved kysterne, siger han.

Sponsoreret indhold