Nyheder24. august 2022

Nu reagerer Søren Pape Poulsen på løgn: – Grov indblanding i mit privatliv

Den Konservative formand Søren Pape Poulsen reagerer nu på Ekstra Bladet historie om, at han har løjet om mandens familiære relation til præsident
Søren Pape Poulsen reagerer nu på Ekstra Bladets historie.
Søren Pape Poulsen reagerer nu på Ekstra Bladets historie.
 Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Ekstra Bladet kunne onsdag morgen bringe historien om, at den Konservative formand Søren Pape Poulsens mand, Josue Medina Vasquez Poulsen, familiære relationer til præsidenten i Den Dominikanske Republik er en direkte løgn.

Avisen har været i kontakt med den daværende præsidentfamilie via deres advokat. Og her er svaret klart:

Der er ingen familiære forbindelser.

Nu reagerer statsministerkandidaten i et Facebook-opslag.

"Så er Ekstra Bladet i gang igen. Nu er det grov indblanding i mit privatliv," starter han opslaget.

Han holder fast i, at manden er i familie med den nu tidligere præsident, Danilo Medina Sánchez, og at de har haft en onkel-nevø forhold igennem Josues barndom.

"Da Josues far dør for over 15 år siden, rinder kontakten mellem præsidenten og Josue stille ud. Og i dag har de ingen kontakt længere."

Men Pape fortæller også, at Josue Medina Vasquez Poulsen ikke biologisk er i familie med præsidenten.

"Men Ekstra Bladet glemmer bare at fortælle, at det er helt normalt i den Dominikanske Republik, at man kalder sine familiemedlemmer længere ude i stamtræet for onkler og tanter."

Og det holder Søren Pape Poulsen altså fast i, selv om præsidentfamiliens advokat fortæller, at der ingen familiære forbindelser er.

– Det er ikke korrekt. Familien kender ham ikke, og de kender ham heller ikke ud fra billedet. Det er ikke Danilo Medina Sánchez’ nevø. Eller nogen af hans søskendes nevø, siger han til Ekstra Bladet.

Pape understreger, at han ikke på noget tidspunkt har betvivlet, at manden var i familie med den tidligere præsident.

Han slutter opslaget af med at kalde Ekstra Bladets historie faktuelt forkert.

"Ekstra Bladet har haft journalister i Den Dominikanske Republik til at grave i Josues fortid, og vi har spurgt flere gange, hvad det handler om."

"Det har de ikke villet fortælle – og nu bringer de så en faktuel forkert historie, som de har givet os en halv dag til at modbevise. Det er for lavt."

Sponsoreret indhold