Nyheder4. marts 2025

Nu slår foråret til: Så varmt kan det blive

Det kan blive op til 15 grader i weekenden efter flere blæsende dage
Glæder du dig også til at kunne smide huen og den tykke frakke?
Glæder du dig også til at kunne smide huen og den tykke frakke?
 Modelfoto: Colourbox

Efter en periode med skiftende vejr og kølige vinde er der ifølge DMI godt nyt til alle, der hungrer efter forårsvarmen.

Selvom de kommende dage stadig vil byde på både blæst og skyer, ser det ud til, at temperaturerne fra weekenden kan tage et markant hop opad.

Ifølge prognoserne kan vi flere steder i landet opleve helt op til 15 grader lørdag!

Vi skal dog først igennem en omgang blæst og kølig luft. For inden de lune temperaturer indfinder sig, bliver det klassisk martsvejr.

Tirsdag ender således som en blanding af sol og skyer med temperaturer mellem syv og 11 grader i de fleste egne.

Dog vil en kølig vestenvind holde temperaturen nede omkring fire til syv grader ved kyster med pålandsvind samt på Bornholm.

Også onsdag bliver en dag med både sol og skyer, men vejret deler landet.

I den nordlige del trækker en front ind med skyer og måske regn, mens sydpå vil solen få mere plads, og det bliver tørt.

Men hen mod weekenden slår foråret endelig til.

Fra torsdag ventes vinden at dreje mod syd, hvilket bringer varmere luft op til Danmark.

Det betyder, at vi allerede fra fredag kan se stigende temperaturer, og lørdag ser ud til at blive den hidtil varmeste dag i år – med op til 15 grader flere steder.

Selvom det endnu er usikkert, hvor længe det lune vejr varer, er der ingen tvivl om, at det for mange bliver en kærkommen forsmag på foråret!

Sponsoreret indhold