Husker du dem? Nu vender tvillingerne fra "X Factor" tilbage
De nåede aldrig de famøse liveshows i ”X Factor”, men de fleste af os kan stadig huske tvillingerne Rene og Mikael fra Viborg.
Iklædt ens T-shirt luntede de to tvillinger ind foran dommerne i ”X Factor” i 2008 og gav en audition, som de færreste glemmer. For specielt Blachman var imponeret over drengenes version af James Blunt-sangen ”Wisemen”.
- Dét fandme godt! Det er fantastisk! De skal videre! Det er fantastisk! Kæft hvor er det godt, udbrød Blachman, mens meddommerne Remee og Lina Rafn i stedet trak gevaldigt på smilebåndene.
Mikael og Rene – der kaldte sig for Engle for Evigt – nåede dog aldrig til de nervepirrende liveshows, men drømmen om at slå igennem som musiker lever bestemt videre den dag i dag.
Og i aften kan vi så få et gensyn med tvillingerne. For DR1 har fulgt Mikael og Rene, og det er blevet til dokumentarserien ”Tvillinger med stjernedrømme”.
I dokumentaren følger vi, hvordan Mikael og Rene stadig kæmper for at slå igennem som musikere – noget der ikke er let, når man er handicappet.
Hverken Mikael eller Rene har nogensinde lagt skjul på, at de begge er udviklingshæmmede og har ADHD og epilepsi.
Programmet sendes i to afsnit. Det første sendes i aften klokken 20.30 på DR1.
Herunder kan du se eller gense deres audition i ”X Factor” 2008:
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube