
Ny ballade om Musik i Lejet: Festivals-redning møder stor kritik

Mandag 10. juli blev en ny lokalplan godkendt i Gribskov kommune, som endeligt baner vejen for afholdelsen af den populære festival Musik i Lejet.
Det sker efter et halvt år med uklarhed omkring festivalens overlevelse, efter det i februar kom frem, at den havde været afholdt ulovligt i ti år.
Men det er langt fra alle, som hylder den nye lokalplan og festivalens overlevelse.
Blandt andet er Danmarks Naturfredsningsforening decideret imod den nye lokalplan, da den både indeholder en udvidelse af festivalpladsen samt en hel del transport, som skal foregå gennem Tidsvilde Hegn før, under og efter festivalen.
Det oplyser formanden for Danmarks Naturfredningsforening Gribskov og biolog, Birgith Sloth, til SE og HØR.

Sloth forklarer videre, at foreningen frygter, at den nye lokalplan vil bane vejen for skader på naturen omkring festivalen, der blandt andet omfatter området ved Tisvilde Hegn, som er et natura 2000-område.

Dumt og respektløst
Birgith Sloth fortæller videre, at Danmarks Naturfredningsforening Gribskov har i sinde at sende en klage til planklagenævnet omkring lokalplanen.
Og det kan altså få konsekvenser for Musik i Lejet på sigt, da det kan trække processen omkring lokalplanen i langdrag.
Det er dog ikke kun Danmarks Naturfredningsforeningen, som kritiserer festivalen. Overfor Politiken udtrykker Jacob Borch, formand for Tisvildeforeningen, også stor utilfredshed:
- Det er verdens dummeste idé og respektløst over for naturen at holde festival i et delvist beskyttet område. Det giver slet ingen mening, udtaler han til mediet.
Politiken skriver desuden også, at der allerede er flere foreninger, som har klaget over lokalplanen til planklagenævnet.
Det kan ikke afvises
En del af det, som Danmarks Naturfredningsforening baserer deres standpunkt på, er en naturvurdering, som er foretaget af de to rådgivningsfirmaer WSP og NIRAS på vegne af kommunen i forbindelse med udarbejdelsen af den nye lokalplan.
Ifølge disse raporter, så kan det nemlig ikke garanteres, at naturen ikke tager skade.
Det viser en aktindsigt i rapporten, som SE og HØR har modtaget.
Hele balladen om Musik i Lejet
Balladen om Musik i Lejet startede tilbage i februar, hvor det kom frem, at festivalen havde været afholdt ulovligt i mere end ti år, da Gribskov kommune ikke havde sikret sig de korrekte tilladelser til afholdelsen af festivalen, samtidig med at festivalen var i strid med lokalplanen.
Dette gjorde man dog hurtigt op med i byrådet, hvor et overvældende flertal stemte for at igangsætte processen med at få lavet en ny lokalplan, som ville lovliggøre afholdelesen af festivalen.
Processen blev dog af flere kritiske røster kaldt "forjaget", som ikke tog sig den nødvendige tid til at "sikre naturen".
Alligevel blev den ny lokalplan dog godkendt mandag 10. juli af kommunens embedsmænd, som politikerne havde udloddet ansvaret til.
Dermed er vejen altså banet for festivalens afholdelse fremadrettet, og første gang bliver i år 18-20 juli, hvor der er udsolgt.
I hvert fald skriver WSP følgende i deres samlede vurdering:
"Det kan ikke afvises, at lokalplanen vil påvirke naturen væsentligt i og omkring lokalplanområdet. Særligt vil Natura 2000-området og dets udpegningsgrundlag potentielt blive væsentligt påvirket af planen, ligesom markfirben potentielt kan blive negativt påvirket," står der i rapporten, som fortsætter:
"Det er dermed WSP's vurdering, at det er nødvendigt at foretage en nærmere konsekvensvurdering af lokalplanens naturpåvirkninger, før det endeligt kan konkluderes, om Natura 2000-området, og dets udpegningsgrundlag bliver væsentligt påvirket."
Kommunen afviser
Trods WSP's vurdering har kommunen dog valgt at godkende lokalplanen mandag og dermed kan Musik i Lejet løbe af stablen planmæssigt 18-20 juli.
Og det mener Danmarks Naturfredningsforening altså er et udtryk for, at Gribskov kommune "ser bort fra advarslerne".

Men sådan ser Gribskov kommune ikke på det. De afviser nemlig, at festivalen vil påvirke naturen. Det oplyser centerchef for Center for Byudvikling og Kultur i Gribskov Kommune, Søren Korsholm til SE og HØR:
"Vurderingen i forbindelse med lokalplanen er baseret på den samlede viden om områdets natur og aktiviteterne i området. Man skal alene lave en konsekvensvurdering, hvis man vurderer, at der kan være en væsentlig påvirkning. Kommunens væsentlighedsvurdering og screening som myndighed konkluderer, at der ikke vil være tale om væsentlig påvirkning henset til kommunens viden om færdsel og natur i området."
Søren Korsholm oplyser desuden, at de først vil tage stillinger til eventuelle klager, hvis de skulle få en henvendelse fra Planklagenævnet.
Ingen kommentarer
SE og HØR har desuden spurgt kommunen, om de forventer at igangsætte en "nærmere konsekvensvurdering" for påvirkningen af naturen, som WSP og Danmarks Naturfredningsforening begge anbefaler. Hertil lyder svaret dog ikke helt klart:
"Ift. spørgsmålet om lokalplanens naturpåvirkninger, har Gribskov Kommune, bl.a. på baggrund af synspunkter fremkommet i høringsperioden, iværksat arbejde for at dokumentere effekter henover sommerhalvåret for beskyttet habitatnatur."
SE og HØR har været i kontakt med Musik i Lejet, som har givet følgende kommentar.
"Vi bekymrer os enormt meget om den lokale natur, og vi tager altid alle forholdsregler og mere til, så vi kan passe på området før, under og efter festivalen. Derfor er vi også meget trygge ved, at Naturstyrelsen som øverste myndighed, med faglighed og kompetence i hånden, har lyttet til alle bekymringer og høringssvar, og konkluderer meget tydeligt, at der ingen nævneværdig belastning er på naturen rundt om festivalen. Det er Naturstyrelsen meget skarpe på, hvilket de også konkluderer i lokalplanen. At nogen så synes eller føler noget andet, det må aldrig komme over fagligheden og Naturstyrelsens kompetence som vi stoler på. Det bør alle gøre."