Ny prognose: Her er der størst chance for julesne

Det ser ikke just lovende ud, hvis du går og drømmer om en landsdækkende hvid jul.
For med kun fire dage til juleaften spår prognoserne nemlig regn og varme, og det betyder, at chancen for et snedækket land er usædvanligt lav.
Det skriver TV 2 Vejret.
Nærmere bestemt viser det såkaldte "hvidjulsbarometer" tirsdag, at der kun er fire procents chance for en landsdækkende hvid jul.
For at få landsdækkende hvid jul skal der ligge mindst 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet om eftermiddagen juleaftensdag.
Men på trods af den nedslående melding er der dog fortsat chance for julesne – i hvert fald lokalt.
Meget tyder nemlig på, at et lavtryk over de Britiske Øer sender en frontzone over landet den 24. december, og det kan med andre ord betyde, at der kan komme slud eller tøsne.
Bedst ser det dog ud for den sydlige del af Jylland, som i øjeblikket har størst chance for lokal hvid jul.
Det er mere end ti år siden, at Danmark sidst havde en landsdækkende hvid jul. Sidste gang hele Danmark var dækket af et snehvidt landskab var tilbage i 2010.