Nyheder10 timer siden (opd. 10 timer siden)

Nye Borgerlige har valgt ny leder

Nye Borgerlige har valgt Susanne Borggaard som politisk leder

Det bliver Susanne Borggaard, der overtager posten som politisk leder i Nye Borgerlige.

Det står klart, efter at partiet søndag har afholdt landsmøde på Hotel Vissenbjerg Storkro på Fyn.

Det meddeler Nye Borgerlige på Facebook.

- Vi kompromitterer ikke de borgerlige grundværdier, og vi tør gå forrest for en ægte borgerlig retning.

- Vi er dem, der godt kan se forskel på højre og venstre, siger Susanne Borggaard til Facebook-siden.

Hun er medlem af kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune.

Fem kandidater var søndag i spil til at overtage posten fra Martin Henriksen, der tidligere i april meddelte sit farvel til politik.

De øvrige formandskandidater var Dan K. Jørgensen, Carsten Kudsk, Anahita Malakians og Jørgen Pontoppidan.

Nye Borgerlige har haft det mere end svært efter folketingsvalget i 2022, hvor partiet opnåede seks mandater. Siden har partiet skiftet formand ikke færre end fire gange og er nu helt uden folketingsmedlemmer.

I begyndelsen af 2024 blev Nye Borgerliges folketingsgruppe opløst anført af partistifter Pernille Vermund. Hun var i 2023 stoppet som formand for senere samme år at vende tilbage på posten.

Det skete efter et meget kort intermezzo med Lars Boje Mathiesen som formand. Han blev siden ekskluderet af partiet.

Pernille Vermund skiftede sidste år til Liberal Alliance, mens folketingsmedlem Kim Edberg Andersen rykkede til Danmarksdemokraterne.

Peter Seier Christensen er i dag løsgænger i Folketinget, men han er fortsat medlem af Nye Borgerlige og står opført som medlem af partiets hovedbestyrelse.

Ingen ved, hvad der sker med hans mandat, da han er syg og ikke deltager i arbejdet i Folketinget.

Desuden har Mette Thiesen, Mikkel Bjørn og Lars Boje Mathiesen i den nuværende valgperiode forladt Nye Borgerlige.

Lars Boje Mathiesen har stiftet sit eget parti, som hedder Borgernes Parti.

Mette Thiesen og Mikkel Bjørn er skiftet til Dansk Folkeparti.

Fordi Nye Borgelige ikke længere er repræsenteret i Folketinget, skal partiet indsamle vælgererklæringer for at kunne blive berettiget til at stille op ved næste folketingsvalg.

Partiet har foreløbig indsamlet 1484 vælgererklæringer. Der er dermed meget lang vej op til de påkrævede 20.195 vælgererklæringer for at kunne blive opstillingsberettiget.

Næste folketingsvalg skal senest afholdes inden udgangen af oktober 2026.

Sponsoreret indhold