Nyheder26. juli 2022

Nyt om italiensk bådulykke: Var ikke påvirket af alkohol

Den danske familie, der lørdag påsejlede en sejlbåd i Toscana, afviser skyld i dødsulykken
Ulykken indtraf lørdag tidligt om aftenen 
Ulykken indtraf lørdag tidligt om aftenen
 Foto: De italienske redningsmyndigheder, Twitter

Far og søn, der førte motorbåden, som lørdag aften sejlede ind i en italiensk sejlbåd ud for byen Argentario i Toscana, var ikke påvirket af alkohol under ulykken.

Det fortæller den lokale anklagemyndighed ifølge mediet Il Messaggero.

- Vi skal gøre opmærksom på, at de mistænkte skal betragtes som uskyldige indtil det modsatte er bevist, og der er faldet en uigenkaldelig dom, skriver anklagemyndigheden.

Ved ulykken døde en 58-årig italiensk mand, der var passager på sejlbåden. En 60-årig italiensk kvinde savnes fortsat, og da verjforholdende beskrives som milde omkring Argentario i øjeblikket, så mandag lød den håbefulde melding fra de lokale redningsfolk stadig:

- Vi leder efter en levende person, siger Luigi Buta, der er leder for redningstjenesten i området.

Ombord på motorbåden, der påsejlede sejlbåden, var i alt fire danskere. Herunder en 24-årig dansk kvinde, der mandag forklarede hændelsen overfor det italienske medie.

- Vi blev blændet af solen, og automatpiloten var tændt, skulle hun have sagt via en tolk efter ulykken.

Danskere: Det var sejlbåden, der ikke overholdt reglerne

Men anklagemyndigheden skriver dog, at motorbåden ikke brugte automatpiloten, sådan som en 24-årig dansk kvinde tidligere fortalte.

Hendes forklaring om dårlig sigtbarhed, fordi solen stod lavt, bliver også afvist af en af de andre passagerer.

For ifølge sønnen var hans far ikke distraheret, da ulykken skete.

- Det er opfattelsen, at ulykken skete som følge af den anden parts manglende overholdelse af de på søvejene gældende vigeregler, selv om dette, når der er tale om tab af menneskeliv, nok er af mere underordnet betydning, skriver sønnen i en mail til TV 2.

Han afviser samtidig, at sammenstødet skete, fordi de var påvirkede af alkohol, fordi der var dårlig sigtbarhed, eller fordi man ikke holdt øje. Det var sejlbåden, der ikke der ikke overholdt søfartsreglerne, siger han.

Ifølge den indledende efterforskning var sejlskibets storsejl hejst ved påsejlingen og med en fart på cirka seks knob.

Ifølge de maritime regler skal motorbåde vige for sejlbåde, men både kan blive sidestillet, hvis sejlbåde sejler med motor. Er det tilfældet skal det afdækkes, hvem der havde den anden båd til styrbord.

De fire danskere, der befandt sig på båden, har fået lov at forlade Italien og er tilbage i Danmark.

Sponsoreret indhold