Nyheder14. oktober 2017
Økonomien sejler på Carolines slot
Millionerne vælter ud af Caroline Flemings slot, der sidste år måtte indkassere et kæmpe millionunderskud
Af Emil Minana
(Foto: All Over)
Caroline Flemings slot, Valdemars Slot, har endnu en gang indkasseret et stort millionunderskud.
Det seneste regnskab for Valdemars Slot Gods A/S havde nemlig et underskud på 6,8 millioner efter skat. Det skriver BT.
Slottet har nu en negativ egenkapital på over 11 millioner kroner. Den samlede gæld er på 94,5 millioner kroner.
Caroline Fleming har tidligere på året fortalt, hvordan hun sammen med sin søster forsøger at redde slottet. Hun har dog ikke valgt at fortælle, hvordan hun vil redde den kuldsejlede økonomi.
– Det, jeg kan sige, er, at jeg står som 11. generation, og min søster og jeg vil gøre alt, hvad vi kan for at redde vores slot. Vi står i en meget kompliceret situation. Jeg tænker lidt, at det er som Titanic, der kolliderer med isbjerget, og at vi skal være rigtig forsigtige med de beslutninger, vi tager, sagde TV-baronessen til Ekstra Bladet i september. Det er planen, at Carolines søn, Alexander, skal arve slottet en dag. Det har Caroline tidligere fortalt til SE og HØR. - Slottet skal overdrages til min søn Alexander og sikres i mange generationer frem, sagde hun til SE og HØR tilbage i 2011. Caroline Fleming har tidligere været gift med milliardæren Rory Fleming. Men det bliver ikke hans mange millioner, der kommer til at redde slottet. Den britiske tabloidavis 'The Sun' skrev på et tidspunkt, at Caroline Fleming efter skilsmissen fra Rory Fleming er god for flere milliarder kroner, men det har ifølge Caroline Fleming intet med sandheden at gøre. - I så mange år, har der været så mange løgne. Det kunne ikke være længere fra sandheden, mit slot stod ikke i den økonomiske situation, den gør, hvis det var at jeg havde fået den skilsmisse-settlement. Nu er folk efterhånden nødt til at vågne op. Jeg er så træt af, at folk faktisk tror, at mit liv er på basis af en settlement, der faktisk aldrig nogensinde skete. Nok nu. Lad mig arbejde, og lad mig få respekten for mit arbejde, sagde Caroline Fleming, da hun var til premieren på "Lego Ninjago"-filmen i sidste måned.