Offentligt ansatte forsøgte at tilgå 13-årig piges journal: Sådan tjekker du, om det er sket for dig
Det har i den grad forarget mange, at Region Sjælland og Region Hovedstaden mistænker seks ansatte for at have forsøgt at læse patientjournalen på den 13-årige pige, der i weekend blev bortført.
Sagen viser, at man desværre ikke kan være sikker mod, at folk med adgang til ens sundhedsdata kigger i dem, selv om de ikke må.
Men gudskelov er der metoder til at tjekke, om der har været nysgerrige sjæle forbi ens journaler.
Det skriver TV 2 East, der har gennemgået mulighederne på de forskellige offentlige sider.
Min Sunhedsplatform
På Min Sundhedsplatform, der på mange måder minder om sundhed.dk, men som man kun kan bruge i Region Sjælland og Region Hovedstaden, er det muligt at tjekke på følgende måde:
Log ind med NemID eller MitID og klik på “Din Menu”. Her vil du få muligheden for at vælge “Log over journalopslag”.
Klik herefter på “Sundhedspersonale”, og du kan nu se, hvem der har tilgået din sundhedsjournal.
Sundhed.dk
Fremgangsmåden på sundhed.dk er meget lig med den på Min Sundhedsplatform.
Log ind, men vælg “Log ind som fagperson”, og ikke privatperson.
Under “Dine sundhedsdata” vælger du “Log”. Herfra kan du se, hvem der har set på dine oplysninger ved at kigge under Aktør.
Det Fælles Medicinkort
Det Fælles Medicinkort giver borgere og sundhedsprofessionelle adgang til oplysninger om borgernes medicin og vaccination.
Her er det også muligt for offentligt ansatte at læse med, og ligeledes muligt for dig at tjekke om nogen så har gjort netop det.
Gå ind på hjemmesiden, der har navnet fmkonline.dk.
Log in med MitID og vælg “Min Log”. Herefter kan du se, hvem der har tilgået dine data, ved at se under Bruger.