Nyheder12. december 2022 (opd. 5. september 2024)

Officielt: Stopper byggeriet på Amager Fælled

Der blev protesteret i stor stil mod nybyggeri på Amager Fælled. Nu har Københavns Byret valgt at stoppe byggeriet for nu
Indtil retssagen er afgjort, skal byggeriet på Amager Fælled stoppes.
Indtil retssagen er afgjort, skal byggeriet på Amager Fælled stoppes.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et omstridt byggeri på Amager Fælled skal stoppes, indtil en retssag er afgjort. Københavns Byret har mandag besluttet at tillægge søgsmålet opsættende virkning.

Dermed har foreningen Amager Fælleds Venner fået medhold i striden med Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Sagen drejer sig om risikoen for stor vandsalamander. Padden og dens levesteder er beskyttet af et EU-direktiv.

I byggeprojektet skal der opføres boliger, folkeskole, daginstitutioner på 219.000 etagemeter.

Kan trække ud i årevis

Byggeriet på Amager Fælled kan være indstillet i årevis.

Det vurderer Knud Erik Hansen, der er en af talspersonerne for organisationen Amager Fælleds Venner, som er den ene af parterne i sagen.

- Afgørelsen betyder, at de ikke må arbejde på grunden mere, indtil sagen er endeligt afgjort. Og det har pæne udsigter, siger han.

Selve sagen skal for byretten i maj og juni, oplyser Knud Erik Hansen.

- Uanset udfaldet der vil parterne givet anke dommen til landsretten. Det vil sige, at indtil da må arbejdet stå stille på grunden, siger han.

Foreningen kæmper imod en afgørelse, som nævnet har truffet.

Nævnet bør dømmes til at anerkende, at en tidligere afgørelse om stadfæstelse af Københavns Kommunes VVM-tilladelse er ugyldig, lyder påstanden.

Mandag har tre dommere i byretten så afgjort, at sagsanlægget skal tillægges opsættende virkning.

Byggemodningen er gået i gang i området Vejlandskvarter.

I Københavns Kommune siger man i en pressemeddelelse, at mandagens afgørelse har indflydelse på alle byggeaktiviteter.

- Som forvaltning er vi tilsynsmyndighed, og på baggrund af byrettens kendelse vil vi nu gå i dialog med bygherre med henblik på at sikre, at kendelsen bliver fulgt. Da der er tale om opsættende virkning, der omfatter alle byggeaktiviteter, vil det også have indflydelse på eventuelle nye tilladelser til nye byggeaktiviteter, udtaler enhedschef Jørgen Lund Madsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Det centrale i striden mellem vennerne og nævnet drejer sig om de fremtidige vilkår for stor vandsalamander, som lever i et krat i det berørte område.

Byrettens dommere zoomer i mandagens kendelse ind på processen. Det har stor betydning, at nævnet ikke fik sørget for offentlig høring af nogle supplerende oplysninger undervejs i sagsbehandlingen.

Det problem er så alvorligt, at der er et "rimeligt grundlag" for påstanden om, at nævnets afgørelse er ugyldig, fastslår dommerne.

Derfor giver dommerne søgsmålet opsættende virkning. Nævnets interesse i opretholdelse af afgørelse overstiger ikke "risikoen for alvorlig eller uoprettelig skade på miljøet," skriver de.

Sponsoreret indhold