Oh Land og Turboweekend: Fedt samarbejde
Rockgruppen Turboweekend og sangerinden Oh Land giver den i disse dage gas på Grøn Koncert-scenerne rundt om i Danmark.
De to fremadstormende kunstnere har netop udgivet en ny fælles single, der ikke ligner noget, de tidligere har lavet. Det har krævet en god portion tillid fra begge kunstnere, der ikke kendte hinanden personligt i forvejen.
- Det kræver en kæmpestor åbenhed at lave musik sammen. Det her nummer lyder hverken af Turboweekend eller Oh Land. Det er blevet en fuldstændig tredje ting, og det skulle vi lige acceptere og finde ud af, siger Silas Bjerregaard, forsanger i Turboweekend, til Ritzau Fokus.
Rockgruppen havde en skitse til et nummer liggende, som de sendte til sangerinden. Da Oh Land så skitsen, fik hun lyst til at lave noget helt andet end et klassisk Oh Land-nummer.
- Man bliver rykket lidt, og det giver et andet mod. Normalt skal det hele passe ind i en sammenhæng på en plade, men det behøver det her ikke. Det giver en større frihed, og det har været sindssygt sjovt, siger Nanna Øland Fabricius, der er kendt under kunstnernavnet Oh Land, til Ritzau Fokus.
I løbet af året har flere store danske kunstnere slået sig sammen på nye sange. Shaka Loveless og Medina har udgivet sangen "Ud af mørket", Suspekt og Lukas Graham har opnået stor succes med sangen "Søndagsbarn", og denne gang er det altså Turboweekend og Oh Land, der tørner sammen.
Fællesnummeret blev til i anledning af Grøn Koncert, og de to kunstnere mener, at man sagtens kan hjælpe hinanden i en hård musikbranche.
- Man kan lige så godt være generøs. Det er ingen grund til at holde så stramt på kortene. Jeg tror, at man tilbage i tiden skulede lidt mere til hinanden, og at man var lidt mere konkurrenter. Jeg tror helt klart, at der er blevet lidt mere åbent på tværs af felterne, siger Oh Land.
- Man sælger sgu ingen plader alligevel, så man kan lige så godt bare have det sjovt og hjælpe hinanden, tilføjer hun grinende og bliver hurtigt suppleret af sin medsanger.
- Helt klart. Det er totalt 2015-attituden, siger Silas Bjerregaard.
[node:aller-related-content]
Det er også lettere for de to kunstnere at prøve nye ting af i dag, end det var for et par år siden. Silas Bjerregaard fortæller, at Turboweekend holdt meget mere på kortene, da de var et ungt band.
- Vi skulle lige etablere os selv, så både vi og omverden kunne finde ud af, hvem vi er. Nu har vi etableret en base, hvor folk ved, hvad kernen er. Det giver større frihed til at lave noget anderledes, der måske ikke passer helt til vores image. Så flagrer vi ikke, når vi samarbejder, men giver i stedet musikken et frisk pust, siger han.
Turboweekend og Oh Land kan opleves sammen på scenen, når de spiller på Grøn Koncert i otte forskellige byer fra den 16. juli til den 26. juli.