I det sydlige og midtvestlige USA har storm og voldsom regn fået vandstanden i flere floder til at stige, ligesom adskillige områder er blevet ramt af oversvømmelser.
I alt 18 personer har mistet livet, skriver det amerikanske medie AP.
I blandt andet delstaterne Texas og Ohio har forsyningsselskaber haft travlt med at lukke for indbyggeres strøm og gas.
Flere veje er blevet lukket, mens der er blevet lagt sandsække ud for at beskytte både privathjem og forretninger mod uvejret.
I byen Frankfort, der ligger i delstaten Kentucky, måtte akutberedskab søndag krydse oversvømmede veje i gummibåde, da de skulle sikre sig, at borgerne var uskadte.
- Så længe jeg har levet - og jeg er 52 år - er dette det værste, jeg nogensinde har set, lyder det fra Wendy Quire, som arbejder på en restaurant i Frankfort.
Vandstanden i floden Kentucky River fortsatte søndag med at stige, og myndighederne har som følge deraf omdirigeret trafikken i området.
- Regnen vil bare ikke stoppe. Det har været nonstop i flere dage, siger Wendy Quire.
Søndag var flodens vandstand steget til omkring 14,3 meter, og den ventes ifølge Frankforts borgmester Layne Wilkerson mandag at nå op på knap 15 meter, hvilket vil være rekord.
Byens system til beskyttelse mod oversvømmelser er lavet til at kunne modstå en vandstand på 15,5 meter.
Ifølge AP viste prognoser søndag, at oversvømmelserne kan fortsætte, da flere stater - heriblandt Kentucky, Tennessee og Alabama - har flere voldsomme regnskyl i vente.
De peger desuden på, at Alabama, Georgia og Florida muligvis kan blive ramt af tornadoer.
De i alt 18 dødsfald er sket siden onsdag, hvor uvejret begyndte.
De tæller blandt andet ti personer, der har mistet livet i Tennessee, en niårig dreng, der i Kentucky blev fanget i vandmasserne, da han var på vej til skolebussen, og en 5-årig dreng, der i Arkansas døde, efter at et træ væltede ned over hans families hus.