Passagerfly med 72 passagerer styrtet ned
Et passagerfly er onsdag styrtet ned i nærheden af byen Aktau i Kasakhstan.
Det melder myndigheder i Kasakhstan onsdag morgen dansk tid, skriver Reuters.
Flyet tilhører Azerbaijan Airlines og var på vej fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, til Grosnij i Tjetjenien.
Der var omkring 70 personer om bord på flyet. Det eksakte tal for passagerer varierer mellem 67 og 72. Ifølge luftfartsselskabet var der 67 personer om bord. Fem af dem er flypersonale.
Myndigheder i Kasakhstan sagde onsdag middag ifølge Reuters, at der var 25 overlevende. Tallet er steget hurtigt siden de første meldinger om flystyrtet.
Ifølge BBC varierer antallet af overlevende fra 28 til 32.
Myndigheder i Kasakhstan oplyser onsdag eftermiddag, at mindst 38 er døde i flystyrtet, skriver norske NTB.
Det var hovedsageligt statsborgere fra Aserbajdsjan, der var om bord på flyet.
Men der var også passagerer fra Rusland, Kasakhstan og Kirgisistan, skriver BBC.
Det statslige russiske nyhedsbureau Tass skriver, at 22 personer er blevet bragt til hospitalet.
Ifølge Tjetjeniens leder, Ramsan Kadyrov, er flere af dem meget hårdt kvæstet, skriver Reuters.
Flystyrtet skete, efter at flyet blev omdirigeret på grund af tåge ved Grosnij, oplyser byens lufthavn ifølge Tass.
- Det var et rutefly, der skulle ankomme til Grosnij. Men grundet tåge blev det omdirigeret til Makhachkala og derefter ser det ud til, at det blev sendt til Aktau, siger lufthavnens pressetjeneste.
Makhachkala ligger omtrent 150 kilometer vest for Grosnij. Omkring 200 kilometer længere vestpå ligger Aktau. Mellem de to byer ligger Det Kaspiske Hav på grænsen mellem Europa og Asien.
Azerbaijan Airlines siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at flyet nødlandede omkring tre kilometer fra Aktau.
Flyet var af typen Embraer 190, skriver AFP videre.
Det står ikke klart, hvad der nærmere er sket. Men ifølge luftfartsselskabet kan der have været tale om, at flyet er fløjet ind i en fugleflok. Det skriver Tass.
På billeder fra stedet ses den bageste halvdel af flyet, som er revet fra den forreste del. På stedet er der redningsfolk og flere ambulancer og helikoptere.
En videooptagelse viser flyet bryde i brand, da det rammer jorden, skriver Reuters. Fra en intakt del af flyet ses passagerer kommer ud af flyet. Videoen er ikke verificeret.
Kasakhstans beredskabsministerium siger ifølge Reuters, at en brand på stedet er blevet slukket.
Ifølge Tass var der sat 52 brandmænd ind samt omkring 100 andre beredskabsfolk.
Azerbaijan Airlines har aflyst afgange fra Baku til Grosnij og Makhatjkala, indtil undersøgelser relateret til flystyrtet er afsluttet, oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse ifølge Tass.