Pave Frans' helbred er blevet værre siden fredag.
Det oplyser Vatikanet lørdag i en udtalelse ifølge Reuters.
Pavens prognose forbliver uvis, lyder det.
Desuden skulle paven have oplevet astmalignende åndedrætsbesvær lørdag morgen, skriver nyhedsbureauet. Det gør, at han har brug for ekstra ilt.
- Den Hellige Faders tilstand er fortsat kritisk, og derfor er paven, som forklaret i går (fredag, red.), ikke uden for livsfare, lyder det fra Vatikanet.
Paven har tilbragt dagen i en lænestol, selv om han "lider mere end i går", oplyses det.
Pave Frans blev indlagt 14. februar, efter at han i flere dage havde haft åndedrætsbesvær.
Tirsdag oplyste Vatikanet, at han havde begyndende dobbeltsidet lungebetændelse.
Fredag sagde Sergio Alfieri, som er en af hans læger, at den 88-årige pave er i bedring, men endnu ikke rask, og at hans tilstand kan ændre sig fra dag til dag.
Ifølge Reuters har pave Frans fået en blodtransfusion på grund af et lavt antal af blodplader.
Vatikanet har beskrevet pavens infektion som værende "kompleks" og oplyst, at den er forårsaget af to eller flere mikroorganismer.
Den 88-årige argentinske pave fik som ung fjernet en del af den ene lunge og har i de senere år været indlagt flere gange med sygdomme i åndedrætsorganerne. Især har han døjet med influenza.
Fredag sagde Sergio Alfieri, at pavens helbred kan svinge fra dag til dag, og med pavens alder og tidligere sundhedshistorik er han en skrøbelig patient.
- Hvis spørgsmålet er, om han er uden for fare, så er svaret nej. Men hvis du spørger os, om han er i livsfare i dette øjeblik, så er svaret nej, sagde Alfieri på et pressemøde.
Paven kommer desuden heller ikke at lede den ugentlige bøn søndag.
Argentineren Jorge Mario Bergoglio, som er pave Frans' borgerlige navn, har siden 2013 været pave, hvor han blev udpeget ved netop konklavet som efterfølger til Benedikt 16.