Nyheder26. februar 2017

Pernilla August: Mine sværeste valg var mine skilsmisser

Skuespilleren Pernilla August har tre døtre fra to forskellige ægteskaber, men i dag er hun ikke sammen med hverken Bille August eller Klas Östergren. En beslutning der tog hårdt på hende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pa.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Den 58-årige skuespillerinde og instruktør nyder, at hun kan få lov til at udleve flere drømme på en gang i DR1’s populære søndagsserie.

I ”Arvingerne” er Pernilla Augusts mand død, og forholdet til hendes datter er ikkeeksisterende.

Selv om hun selv langtfra har levet et traditionelt familieliv, så betegner skuespillerinden sine tre døtre som det bedste, der er sket i hendes liv.

– Ingen tvivl om det. Jeg er selv enebarn, og jeg troede i mange år – eller i hvert fald til jeg blev gift igen og fik mit andet barn! – at jeg skulle have ét barn og være ligesom min egen mor. Man søger jo det, man selv er vokset op med – man tror, det er sådan, det skal være, fortæller svenskfødte Pernilla August til SE og HØR.

Pernilla August er mor til 31-årige Agnes, som hun har med forfatteren Klas Östergren, og 23-årige Alba og 25-årige Asta har hun med Bille August. I dag er hun dog ikke sammen med faderen til nogen af sine døtre, og er ikke meget for at fortælle om private anliggender.

– Jeg vil helst ikke tale om mit privatliv, men når man taler om valg, så er nogle af mit livs mest smertefulde valg mine skilsmisser. Det betyder jo meget i éns liv, for livet bliver anderledes bagefter. Så det er de sværeste valg, jeg har truffet. Det er svært at vælge at blive skilt. At vælge at blive gift er let nok, funderer hun.

Til daglig bor hun i Sverige, men har boet i Danmark ad flere omgange, ligesom hun ofte er på besøg hos sine arvinger i Danmarks to største byer. To af hendes døtre bor nemlig i henholdsvis København og Aarhus.

Læs mere om den dygtige skuespillerinde og instruktør Pernilla August i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold