Peter Aalbæk Jensen: Brændte kønshår af
Miseren skete, da Peter Aalbæk Jensen havde inviteret en flok chefer fra filmbranchen til Finland. Turen skulle afsluttes med en ordentlig fest, hvor desserten skulle indtages i saunaen, fortæller Ekstra Bladet.
Alle var bænket forventningsfulde om den hede saunaovn. Desserten bestod af isafkølet vodka, som skulle hældes på den gloende ovn.
- Det var et stort tidspunkt, da vi alle sad klar på bænkene i 25-mands saunaen for at kunne inhalere spritten fra stratosfæren i den finske bjælkehytte, fortæller "Ålen" til avisen.
Men for de store armbevægelser tog overhånd for den kåde Peter Aalbæk. Han havde nemlig selv taget et par ekstra flasker sprut med.
- Jeg åbnede dem stolt og hældte begejstret begge flasker på de glohede sten. I samme splitsekund eksploderede saunaen i en gigantisk flammende spritboble. Samtlige bosser havde mistet både pande- og pubeshår og flere havde klare røgsignaler fra hovedbunden, afslører han.
De nøgne chefer kastede sig i det iskolde vand med rygende isse og skød.