Nyheder29. marts 2017

Peter Aalbæk ramt af blodpropper: Venter på bypass

Den 60-årige filmmand Peter Aalbæk skal nu opereres efter en tur på hospitalet med brystsmerter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/121100.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

I sidste uge blev 60-årige Peter Aalbæk ramt af to blodpropper, og nu sidder ”Ålen” med familien omkring sig og venter på at få en bypassoperation.

– Jeg fik brystsmerter, der trak helt ud i armene, men man er vel en rask dreng, så det gik over, forklarer den tidligere dommer i "Talent 2008" til SE og HØR.

Filmmanden tænkte ikke så meget over det, men da smerterne kom endnu en gang, kontaktede han sin læge, som straks sendte ham på hospitalet.

Der kunne lægerne konstatere, at ”Ålen” havde haft ikke bare én, men to blodpropper.

– Jeg blev kørt på Rigshospitalet, hvor en kikkertundersøgelse afslørede, at tre blodårer er nødlidende. Så nu skal jeg afvente indkaldelse til en bypassoperation, fortæller Peter Aalbæk, som altså indtil da sidder hjemme i solen.

Det er ikke første gang, Peter Aalbæk er igennem et sygdomsforløb. I 2013 fik han konstateret kræft i nyren. Det var et langt forløb, hvor han dog på intet tidspunkt klynkede over sin egen situation.

Filmmanden har tidligere fortalt til SE og HØR, at det var tiden efter behandlingen med kontrolscanninger hvert halve år, der var det sværeste for ham.

– Det er næsten værre end sygdomsforløbet. Man skal have at vide, om det er thumbs up eller thumbs down, forklarede Peter Aalbæk, der er blevet erklæret rask, men altså nu lige skal igennem en bypassoperation efter sine blodpropper.

Sponsoreret indhold