Peter Hummelgaard taler ud om sin barndom: Voldelig og utryg

Der skal fra samfundets side gøres mere for børn, som vokser op med fysisk eller psykisk vold.

Sådan lyder det overordnede budskab fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), som tirsdag udkommer med bogen "Der er noget, vi skal tale om".

Bogen er ikke en selvbiografi, skriver Hummelgaard i bogen, men den indeholder blandt andet personlige fortællinger fra Hummelgaards barndom på Amager.

Han kommer i bogen også ind på, hvad der politisk ifølge ham bør gøres for at stoppe vold mod børn i hjemmet.

I bogen skriver 41-årige Hummelgaard, at han som barn selv oplevede vold i hjemmet, og at det var faren, som var voldelig.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Hummelgaards far, men det har ikke været muligt.

Berlingske har dog været i dialog med faren, som erkender, at han i flere tilfælde har udsat sin søn for vold. Faren tilføjer, at det ikke har stået på konstant, skriver Berlingske.

Hummelgaard har i dag ikke kontakt til sin far, og justitsministeren har heller ikke kontaktet faren i forbindelse med bogens udgivelse. Til Berlingske oplyser Hummelgaard, at hans mor er indforstået med, at bogen og dens indhold udkommer.

Hummelgaard skriver i bogen, at han "i store dele" af sin barndom var bange derhjemme.

- Derhjemme er jeg altid på vagt, skriver han om sit barndomshjem.

Blandt andet skriver Hummelgaard, at han husker følelsen af at blive rusket, at det nogle gange bare blev ved det, men at det andre gange ikke stoppede der.

Hummelgaard beskriver en episode, hvor han "rammer væggen i hjørnet af entréen og derefter falder ned og lander på gulvet".

- Lige oven i de tomme glaspantflasker, der altid møjsommeligt bliver samlet sammen dér. Jeg husker ikke, hvad jeg har sagt eller gjort. Om jeg bliver skubbet eller kastet.

- Men jeg husker, at der den dag ikke er nogen, der låser sig ind i lejligheden og tager mig med. Måske er det fra slaget, et spark eller faldet alene, men jeg får et blåt mærke i siden, som jeg i dagene efter i skjul betragter, indtil det langsomt forsvinder, skriver han.

Hummelgaards mormor og morfar boede tæt på, og nogle gange gik bølgerne så højt hjemme hos familien Hummelgaard, at bedsteforældrene kunne høre det og kom og hentede den unge Peter.

Det er kun få år siden, at Hummelgaard med sine nærmeste begyndte at tale om det, han havde oplevet som barn.

- Jeg er sikker på, at mine bedste venner og mest fortrolige politiske kolleger for længst har gættet, at der er mere at sige om min opvækst, end at hele min familie har arbejdet i lufthavnen, som ellers er det, jeg har fortalt, skriver Hummelgaard.

Justitsministeren henviser til, at han tit og i mange sammenhænge har fortalt om, at hans forældre arbejdede i Københavns Lufthavn. Faren som bagagemedarbejder og moren som rengøringsassistent.

Hummelgaard har ikke haft noget med sin far at gøre i mange år.

- Når jeg i dag køber ind i min lokale Netto på Amager, eller når jeg deler valgfoldere ud ved valgkampe, møder jeg mange af min fars gamle kolleger.

- De beder mig altid hilse ham. Jeg svarer venligt tilbage, men uden at fortælle dem, at jeg faktisk ingen kontakt har til ham i dag. Og kun sporadisk har haft det, siden jeg var i begyndelsen af tyverne, skriver Hummelgaard.

Forældrene blev skilt, da Peter Hummelgaard var 12 år. Og han boede efterfølgende mest hos sin mor.

Hummelgaard bebrejder ikke sin far for alt, fordi faren ifølge Hummelgaard selv var udsat for vold som barn.

Justitsministeren mener, at alle har "et samfundsansvar" for at stoppe vold mod børn, og at "berøringsangsten" i den forbindelse skal væk.

I bogen kommer han med en række forslag til, hvad man politisk kan gøre for at forhindre vold mod børn. Det er Hummelgaards egne idéer, skriver han. Det er altså ikke forslag, som kommer fra regeringen eller Socialdemokratiet.

Eksempelvis mener Hummelgaard, at alle borgere skal undervises i underretninger og voldstegn hos børn.

- Det kunne for eksempel ske, i forbindelse med at man skal til session hos Forsvaret, eller når man tager kørekort, skriver Hummelgaard.

Han mener også, at en anmeldelse om partnervold automatisk skal føre til, at der igangsættes en børnefaglig undersøgelse, som skal belyse, om der i hjemmet foregår vold mod børn.

Ministeren skriver desuden, at han især er bekymret, hvad angår familier med ikkevestlig baggrund.

- Det er min tese, at vold er en af de bagvedliggende forklaringer på, hvorfor personer med ikkevestlig baggrund er overrepræsenteret i mange kriminalitetsstatistikker. Man lærer ganske enkelt vold hjemmefra og tager den med sig videre, skriver han.