Nyheder1. november 2017

Peter Ingemann om pause fra skærmen: Min hjerterytme var ikke god

Den populære tv-vært så sig nødsaget til at trække sig et par måneder for at få styr på sig selv igen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/peter_ingemann_sidder_ved_en_mole.jpg
 Foto: All Over Press

Tilbage i maj valgte Peter Ingemann at holde en lang pause fra TV-skærmen. Nu fortæller han, hvorfor han følte sig nødsaget til at trække stikket. Det skriver BILLED-BLADET.

- Jeg har valgt at trække stikket, og jeg har aftalt med min kone Trine og min chef på TV 2, at jeg holder en god, lang sommerferie frem til august, fortalte Peter dengang.

Han lavede både "Størst", som jo kræver en del rejsen frem og tilbage og "Nybyggerne" på samme tid, og det blev for meget for tv-værten, der var tæt på at brænde sammen.

Peter fortæller, at han havde så meget at se til, fordi han var dårlig til at sige nej, hvis der kom et tilbud, han var interesseret i.

Tilbage i maj fortalte han, at det særligt var på en tur til Canada - direkte fra USA - at han kunne mærke, at der var noget galt.

Og udover at have voldsomt travlt med diverse tv-programmer, så måtte Peter i sidste ende lytte til sin krop, der også sendte advarsler til ham.

- Jeg kunne mærke, at min hjerterytme ikke var god. Der var simpelthen for meget knald på, og jeg kunne mærke, at jeg risikerede at tilte, hvis jeg ikke fik sagt stop i tide. Derfor trak jeg stikket, fortæller Peter Ingemann til BILLED-BLADET.

Men nu er Peter Ingemann tilbage på skærmen igen og i øjeblikket kan han ses i "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed".

Peter var i mange år fast vært på "Hammerslag" på DR1, men skiftede i 2013 til TV2, hvor han har været at finde siden.

Sponsoreret indhold