Nyheder9. juni 2016

Peter Schmeichel svinet til

Målmandslegenden skrev EM-sangen i 1996 sammen med Big Fat Snake, og det gik ikke stille for sig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-62624.jpg

Danmark var forsvarende Europamestre før EM i England skulle starte i 1996, og derfor skulle de danske drenge selvfølgelig have en slagsang.

Det blev som bekendt populære Big Fat Snake med sangen "Big Boys in Red and White", som kortvarigt toppede hitlisten. Men det danske band skulle så grueligt meget igennem, før den sidste akkord blev taget.

- Det var en ret rodet affære at lave landsholdets slagsang. Spillerforeningen spurgte os, om vi ville lave den, men derfra kan man så roligt sige, at der gik ged i den. Peter Schmeichel ville nemlig gerne være med som tekstforfatter, og det tænkte vi da egentlig var meget sjovt. Det viste sig at blive det stik modsatte, fortæller forsanger Anders Blichfeldt til Euroman.

Den store danske målmand, som blev kåret til verdens bedste i starten af 90'erne havde nogle helt andre ideer til, hvordan man skruer en sang sammen.

- Samtidig var samarbejdet med Peter Schmeichel ikke så godt. Hver gang teksten kom retur fra ham, var det efter vores mening med ret mange kiksede linjer, og som tiden gik, begyndte vi at føle, at han blokerede det hele. Da vi sendte pladen af sted, udkom Schmeichel med sin egen fodboldsang (’We Can Do It’, red.), siger Blichfeldt til det danske magasin.

Og bagholdsangrebet faldt ikke i god jord hos den store fede slange.

- Da vi opdagede det, blev vi enormt irriterede. Vores oprindelige tekst hed ”Big boys in red and white, we will conquer the world tonight”, og den var jo blevet til ”Big boys in red and white, det' Danmark, det’ fodbold, det’ sejt”, men vi kunne ikke gøre noget ved det, for der var kun 14 dage til slutrunden, og sangen skulle jo ud. Toget var ligesom kørt, men vi var bestemt ikke i godt humør.

Sangen røg dog direkte ind som nummer 1 på den danske top 100 indtil landsholdet tabte sin første kamp ved slutrunden.

Sponsoreret indhold