Pia Kjærsgaard raser over Wafande: - Det er fuldstændig utilstedeligt
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er rasende på den danske reggae-musiker Wafande, efter at politikeren mandag overværede en koncert med Wafande på Bremen Teater i København, skriver bt.dk.
Her spillede Wafande sin sang fra 2011, 'Lang vej hjem', som er en reference til en aftale fra 2009, hvor den daværende VK-regering og DF aftalte, at udlændinge fra ikke-vestlige lande kan få 100.000 kroner med i baglommen, hvis de rejser hjem.
Pia Kjærsgaard bekræfter over for bt.dk, at hun var til stede under mandagens koncert og siger, at Wafande nævnte hendes navn flere gange og talte om, at nu skulle Pia Kjærsgaard have det glatte lag.
LÆS OGSÅ: Wafande vil synge for hjemløse
LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard: Jeg ville skilles
- Jeg vil ikke finde mig i at stå model til den slags til en koncert. Og ingen andre tog afstand fra det. Jeg troede virkelig, at vi var kommet over det der med, 'selvom jeg har brune øjne, så er jeg født i København. Det må du forstå Pia Kjærsgaard', siger hun til bt.dk.
Efter koncerten konfronterede Dansk Folkeparti musikeren med sin vrede:
- Alle dine socialistiske venner bliver væk, men jeg vil gerne støtte projektet, og så sviner du mig til på den måde. Jeg synes, at det er fuldstændig utilstedeligt, fortæller Pia Kjærsgaard til bt.dk, at hun sagde til musikeren.
Pia Kjærsgaards udtalelse fik efterfølgende reggae-musikeren til at svare igen. Det gjorde han på sin Facebook-profil, hvor han smed en kæk bemærkning i retning mod politikeren:
- Jeg mener, at noget så simpelt som ytringsfriheden er på tale her.. Men tak for opmærksomheden, Pia, skrev Wafande således på sin Facebook-profil.