Nyheder9. december 2024 (opd. 9. december 2024)

"Pigen med nålen" nomineret til en Golden Globe

Den danske film er nomineret i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film
"Pigen med nålen" har blandt andet Trine Dyrholm på rollelisten.
"Pigen med nålen" har blandt andet Trine Dyrholm på rollelisten.
 Foto: Valery Hache/AFP/Ritzau Scanpix

Den danske film "Pigen med nålen" er nomineret til en Golden Globe i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

Det oplyser prisuddelingen på det sociale medie X.

Dramaet udspiller sig i slutningen af Første Verdenskrig i København. Her kæmper den unge fabriksarbejder Karoline, skildret af Vic Carmen Sonne, for at overleve.

Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar, portrætteret af Trine Dyrholm, der driver et undergrundsadoptionsbureau.

Filmen er inspireret af en virkelig historie om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Dem havde hun i årene forinden adopteret mod betaling fra ofte enlige mødre.

Filmen, som er skabt i samarbejde mellem Danmark, Polen og Sverige, skal blandt andet dyste mod franske "Emilia Pérez" og brasilianske "I'm Still Here".

Der er også danske strejf i to andre kategorier til uddelingen, som finder sted 6. januar.

Sebastian Stan og Jeremy Strong er hver nomineret til en Golden Globe for henholdsvis Bedste Mandelige Hovedrolle og Bedste Mandlige Birolle for filmen "The Apprentice", som dansk-iranske Ali Abbasi har instrueret.

Jeremy Strong spiller advokaten Roy Cohn, der tager en ung Donald Trump, besjælet af Sebastian Stan, under sin vinge, efter de møder hinanden i 1970'ernes New York.

- Den indflydelsesrige advokat ser potentialet i den unge Donald og viser sin nye lærling, hvordan man samler rigdom og magt gennem bedrag, intimidering og mediemanipulation, lyder det om handlingen i filmen.

Sebastian Stan er nomineret i hovedrollekategorien side om side med blandt andre Ralph Fiennes for "Conclave", Daniel Craig for "Queer" og Timothée Chalamet for sit portræt af musikeren Bob Dylan i "The Complete Unknown".

Jeremy Strong er i sin kategori nomineret med blandt andre Denzel Washington for "Gladiator II", Edward Norton for "A Complete Unknown" og Kieran Culkin for "A Real Pain".

Sidst, en dansk film blev belønnet med en Golden Globe, var i 2011 med Susanne Biers "Hævnen".

Golden Globe Awards er blevet uddelt siden 1944 af journalistsammenslutningen Hollywood Foreign Press Association.

Sponsoreret indhold