Nyheder17. august 2023

Plejefirma smidt på porten af Faaborg-Midtfyn Kommune: - Vi står i afmagt

Kommunen har droppet samarbejdet med virksomheden MI-VI-REN efter en anonym henvendelse
Omsorgshjælperne Louise Kuld og Malene Nielsen er dybt berørte af hele situationen.
Omsorgshjælperne Louise Kuld og Malene Nielsen er dybt berørte af hele situationen.
 Privatfoto

Kender du mere til sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

Godt og vel 30 ansatte fra virksomheden MI-VI-REN skal ikke længere levere praktisk hjælp og personlig pleje indenfor Faaborg-Midtfyn Kommunes fritvalgsordning.

De er nemlig blevet fyret.

Det fortæller Louise Kuld og Malene Nielsen, der begge er omsorgshjælpere i MI-VI-REN, til SE og HØR.

Onsdag formiddag demonstrerede Louise Kuld og Malene Nielsen sammen med deres mange kollegaer foran rådhuset i Ringe, i håbet om at Faaborg-Midtfyn Kommune vil ændre deres mening.

Kommunen har nemlig stoppet samarbejdet med virksomheden, da "kvaliteten af de ydelser, aktøren har leveret, ikke lever op til de krav og standarder, der er indskrevet i kontrakten", lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Beslutningen er kommet efter en anonym henvendelse, hvorefter Faaborg-Midtfyn Kommune har "gennemført omfattende kontrol af de sundhedsindsatser, som MI-VI-REN har leveret til borgere i Faaborg-Midtfyn".

Både Louise Kuld og Malene Nielsen erkender, at der har været fejl fra virksomhedens side.

- Under den seneste ledelse havde vi en leder, der begik så mange fejl. Den pågældende leder var kun i virksomheden i otte ugers tid.

- Efter vi blev gjort opmærksomme på fejlene, rettede vi selvfølgelig op på dem, men nu står vi i denne forfærdelige situation, fortæller omsorgshjælperne.

Louise Kuld og Malene Nielsen har savnet dialog fra Faaborg-Midtfyn Kommune, men kommunen oplyser selv i pressemeddelelsen, at der har været dialog.

- Vi har kun modtaget en besked fra kommunen efter den anonyme hevendelse. Det var tirsdag i sidste uge, og nu stopper Faaborg-Midtfyn Kommune samarbejdet med os.

- Vi er super berørte af situationen. Det er os, der bliver sat i dårlig lys. At vi ikke kan udføre vores arbejde korrekt.

- Vi ønsker kun at gøre det bedste for vores borgere. Nu står vi i afmagt, da vores firma ikke bliver hørt, fortæller Louise Kuld og Malene Nielsen.

Faaborg-Midtfyn Kommune oplyser i pressemeddelelsen, at "manglende dokumentation for medicingivning, uregelmæssigheder i afregningen til kommunen, og at ufaglærte medarbejdere har udført opgaver, som de ikke må varetage" blandt andet ligger til grund for at samarbejdet stoppes.

Hertil fortæller Louise Kuld og Malene Nielsen, at dårlig internetforbindelse i områderne har været med til, at fejlene er opstået.

SE og HØR har forsøgt få en kommentar fra vicekommunaldirektør Sigi Kristoffersen, der først har tid til at svare på dybdegående spørgsmål i forhold til pressemeddelelsen samt kritikken fra Louise Kuld og Malene Nielsen fredag.

Sponsoreret indhold