Politi leder stadig efter Peter: Kender du denne cyklist?
En 29-årig irsk mand ved navn Peter har siden natten til søndag været forsvundet, efter han drak en fyraftensøl på et værtshuset "Pubben" i Jægergårdsgade i Aarhus.
Nu efterlyser politiet en cyklist, der muligvis har set Peter på vej hjem fra værtshuset.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har i forbindelsen med eftersøgningen af Peter gennemgået en række overvågningskameraer på den rute, som de formoder han er gået på vej hjem til Aarhus Ø, hvor han skulle overnatte.
På en af optagelserne kan man se Peter gå rundt omkring Navitas på Aarhus Ø. Tæt på ham cykler en yngre mand.
Cyklisten kigger flere gange i retning af Peter, og ifølge politiet ligner det, at han er bekymret over, at Peter går tæt på havnekajen.
- Vi vil meget gerne i kontakt med cyklisten, da hans forklaring måske kan give os værdifuld information og hjælpe os med at indsnævre eftersøgningsområdet, siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi Martin Frank Rasmussen.
Cyklisten har en jakke med hætte på og sidder på en damecykel i retning mod krydset ved Bernhardt Jensens Boulevard.
Leder med hunde i vandet
De seneste dage har politiet ledt intensivt efter Peter, og det vil fortsætte de kommende dage.
I løbet af onsdag har politiet haft vandsøgningshunde i havnen, ligesom Søværnets Dykkertjeneste og forskningsskibet Aurora fra Aarhus Universitet deltager i eftersøgningen.
Politiet har tidligere kunnet spore Peters telefon til et område omkring Aarhus Ø, hvor signalet pludselig stoppede - samme område, hvor Peter skulle overnatte hos sin søster.
Politiet opfordrede tirsdag virksomheder i området om at gennemgå deres overvågningskameraer for at se, om Peter skulle dukke op på nogle af videoerne.
Desuden opfordrer de borgere til at ringe 114, hvis man har de mindste oplysninger i sagen.