Politiet finder kvindetorso: Vi ved ikke, om det er Kim Wall
Det var et uhyggeligt fund, der blev gjort på Amager mandag eftermiddag, da en cyklist opdagede et kvindelig i vandet. Københavns Politi har senere fortalt på et pressemøde, at der kun er tale om en torso fra en kvinde - en krop uden hoved, arme eller ben. Det skriver Ekstra Bladet.
Men om kvindetorsoen er den 30-årige svenske journalist, Kim Wall, der har været forsvundet i 11 dage, vides endnu ikke.
Sidst set med Madsen
Kim Wall blev sidst set i live på ubåden UC3 Nautilus, som hun var ombord på sammen med den danske opfinder, raketbygger og ubådentusiast, Raket-Madsen med det borgerlige navn Peter Madsen. Det var planen, at hun skulle på reportage i ubåden, som Peter Madsen selv har bygget.
Da Kim Wall ikke gav lyd fra sig, meldte hendes kæreste hende savnet. Peter Madsen blev efterfølgende fundet i Køge Bugt. Han påstod, at ubåden var sunket efter en teknisk fejl, og til at starte med påstod han, at han havde været alene i ubåden, da den begyndte at synke.
Indrømmede Kims død
Han blev dog alligevel anholdt og sigtet for mordet på den kvindelige journalist, selv om liget ikke var fundet. I første omgang lød hans forklaring, at han havde sat hende af ved restaurant Halvandet på Refshaleøen.
Senere har Raket-Madsen fortalt under afhøring, at der skete en ulykke på ubåden, som slog Kim Wall ihjel, og at han har begravet hende til søs.
- Sigtede har til poliet og i retten forklaret, at der er sket en ulykke ombord på ubåden, som har medført Kim Walls død, og at han efterfølgende har begravet hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt. Københavns Politi kan supplerende oplyse, at sigtelsen for drab opretholdes. Der vil ikke kunne gives yderligere oplysninger om sagens efterforskning, da denne stadig er omfattet af dørlukning, skrev Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Må vente på svar
Det er yderst sjældent, at der gives oplysninger fra et lukket grundlovsforhør, men politiet har udtalt, at de på grund af mange spekulationer har valgt at fortælle om Peter Madsens tilståelse.
Da der udelukkende er fundet en torso af kvindeliget på Amager, er det ikke muligt for politiet at tage tandaftryk eller fingeraftryk af liget, og derfor må de vente på resultater fra en blodprøve, før de kan slå fast, om der er tale om den 30-årige journalist Kim Wall. Det skal tage flere dage, før der kommer et resultat.
Hendes familie håbede til det sidste, at hun ville blive fundet i live, men efter Peter Madsens tilståelse, må de forberede sig på det værste.