Politikere efter overfusning af Jakob Ellemann: "Fuldstændig vanvittigt"
LÆS OGSÅ: Jakob Ellemann-Jensen er blevet far
- Hvor er det dog bare ulækkert.
Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, efter han har set videoen, hvor tidligere vicestats- og forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen bliver overfuset af en mand til et indendørs fodboldstævne for børn.
Nu tager flere folketingsmedlemmer på tværs af partierne afstand fra episoden.
- Det er jo helt vildt at opsøge en mand, som sidder og kigger på sin søn spille fodbold. Det havde været forfærdeligt nok, hvis Jakob Ellemann stadig var i politik. Jeg har ikke ord for det, siger Frederik Vad til SE og HØR.
Episoden skal have fundet sted søndag den 5. januar. Her blev Ellemann-Jensen overfuset med beskyldninger om hans medskyldighed i "folkemord og drab på børn" i Palæstina af en mand, som filmede hele seancen.
- Nu er du ude af politik jo. Men jeg vil bare lige høre, nu hvor jeg har palæstinensiske rødder og så videre. Hvordan er det, at du støtter folkemord og drab på børn, som dem, du ser spille fodbold lige nu?, Lyder det fra manden, som filmede overfusningen og efterfølgende lagde videoen på Facebook.
Frederik Vad har ikke meget tilovers for manden, efter han har set videoen af overfusningen af sin tidligere kollega.
- Det er jo så ulækkert at delvist inddrage hans (Jakob Ellemanns red.) søn. Det er jo meget intimiderende at blive opsøgt, mens man er sammen med sit barn og begynde at opføre sig så klamt, siger han.
Også hos De Konservatives formand, Mona Juul er holdningen, at mandens opførsel er tilstedelig.
"Det er på alle måder fuldstændig og aldeles uacceptabelt. Man skal kunne være i fred, og man skal ikke have smidt et kamera i hovedet. Det her er ikke måden at skabe opmærksomhed om en sag på," skriver Mona Juul til SE og HØR.
Preben Bang Henriksen, retsordfører for Venstre og tidligere partifælle med Jakob Ellemann-Jensen er ligefrem imponeret over hans tidligere kollegas evne til at beherske sig selv i den voldsomme situation:
"Jeg må tage hatten af for Ellemann, at han overhovedet kunne beherske sig. Selv ville jeg have meget vanskeligt ved at styre mit egete temperament, skriver Preben Bang Henriksen til SE og HØR.
"Det er fuldstændig vanvittigt, at man som politiker - nuværende eller tidligere- ovenikøbet i sin fritid skal blive udsat for sådan en episode, skriver retsordføreren for Venstre.
Han hæfter sig også ved, at manden bag videoen "øjensynligt synes at have forberedt en konfrontation under sønnens sportsstævne".
I et skriftligt svar skriver retsordfører for SF, Karina Lorentzen til SE og HØR, at det ikke er ulovligt at henvende sig til tidligere politikere:
"Men når det er sagt, så skal man jo respektere, at denne er der i en privat situation. Jeg ville også være ked af, at en henvendelse af den slags sker i mit barns nærvær. Og jeg er ikke sikker på, at henvendelser af den slags fremmer sagen, skriver hun.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar på kritikken fra den pågældende mand. Han har ikke svaret på henvendelserne.
Jakob Ellemann-Jensen har ingen kommentarer til episoden.
Betændt debat
Statsminister Mette Frederiksen blev mødt med tilråb under sin 8. marts tale sidste år i Vega i København. "Mette Frederiksen, erkendt dit ansvar" og "Free Palestine" lød tilråbene blandet andet fra de pro-palæstinensiske aktivister.
Mette Frederiksen sagde ligeledes til Euroman i slutningen af sidste år, at hun oplevede et forandret København efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023: "Daglige tilråb. Trusler. Biler, der kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned, og så sad der fire mænd og stirrede på mig".
Statsministeren blev selv overfaldet af en polsk statsborger en sommeraften sidste år i København.
Tidligere har også Udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M) haft sine problemer med pro-palæstinensiske aktivister. Da han i maj deltog i en debat med titlen "EU efter EP-valget", blev arrangementet afbrudt af tilråb fra demonstranter.
Peter Hummelgaard, Justitsminister (S) måtte råbe sin tale ud 1. maj 2024 i Fælledparken, fordi han blev overdøvet af tilråb, fløjter og trommer fra pro-palæstinensiske demonstranter.
På Folkemødet på Bornholm i sommer var der også problemer, da en debat med Frederik Vad (S) blev afbrudt.
Det er langt fra første gang, at politikere er blevet udsat for verbalt eller fysisk overfald i offentligheden. I sommer blev Statsminister, Mette Frederiksen (S) overfaldet af en fuld, polsk mand i det indre København. Magnus Heunicke blev filmet og kaldt "morder" af en mand, da han gik ned ad gaden i Ebeltoft med sin kone i august.
- Lad mig være i fred, jeg er lige med min familie, sagde Magnus Heunicke, der var på vej til at aflevere sin datter på efterskole, da han blev opsøgt.
Ved flere lejligheder har politikere givet udtryk for, hvordan de oplever, at den offentlige debat - særligt omkring Israel-Palæstina-konflikten er blevet forrået.
Det kan udlændingeordfører ved Socialdemokratiet, Frederik Vad i den grad genkende. Selv har han flere gange oplevet at blive råbt og "fløjtet" ind i hovedet på åben gade.
- Vi har fået et meget mere voldsomt debatklima efter 7. oktober. Vi ser, hvad statsministeren bliver udsat for og andre politikere også. Corona og 7. oktober har virkeligt forrået vores måde at være sammen på, siger han.
Flere gange sidste år er debatter med folketingsmedlemmer ligeledes blevet afbrudt af pro-palæstinensiske demonstranter. Eksempelvis da Lars Løkke deltog i en debat om EU efter EP-valget på Københavns Universitet, blev arrangementet afbrudt i maj.
I videoen, som i øjeblikket florerer på Facebook, kan man se, at Jakob Ellemann-Jensen indledningsvist forsøger at tage situationen med et smil.
- Jeg ved godt, at du filmer mig med din telefon, men jeg er ude og se min søn spille fodbold, lyder svaret fra Jakob-Ellemann Jensen, som i starten af videoen fremstår smilende og svarer med ro i stemmen.
Men manden godtager ikke Ellemanns forsøg på at afværge og fortsætter i stedet med at filme, mens anklagerne hagler ned over Jakob Ellemann-Jensen.
- Kære ven..., forsøger Ellemann at stoppe manden i sin talestrøm. Men uden held.
Herefter klipper videoen, som er redigeret.
I den næste sekvens ses en Jakob Ellemann-Jensen, som har skiftet det smilende ansigtsudtryk ud med en alvorlig mine. Imens fortsætter anklagerne mod ham om hans ansvar for krigen i Mellemøsten og drab på civile.
- Jeg synes, du skal skride af helvedes til, og jeg synes, du er et røvhul, lyder ordene fra den tidligere vicestatsminister, efter han til sidst øjensynligt er blevet vred på manden.
I et opslag, som manden har lavet efter episoden, giver han sit syn på "mødet" med den tidligere vicestatsminister i sportshallen i søndags.
"Han opfattede det tydeligvis som et "overgreb" at blive holdt til ansvar af en borger. Altimens kritiske stemmer, især muslimer, som kalder til befrielsen af Palæstina idømmes politiske fængselsstraffe!", skriver han om Jakob Ellemann-Jensen.
I et andet opslag skriver skriver manden med palæstinensiske rødder:
"Sådan usle mennesker skal aldrig have lov til at gå i fred!"
I kommentarsporet til videoen kan man læse, at flere personer hylder manden bag videoen.
"Vigtigt at han bliver stillet til regnskab for sin støtte til folkemordet i Gaza. Må Allah belønne dig for at have modet til at stå op for retfærdighed!", skriver en person.
"Skønt at se", lyder en anden kortfattet reaktion.