Nyheder20. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Prins William er "dybt bekymret" over konflikten i Mellemøsten

Prins William er bekymret for de menneskelige omkostninger i krigen mellem Hamas og Israel
Prins William er 41 år gammel.
Prins William er 41 år gammel.
 Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Storbritanniens prins William opfordrer til, at krigen mellem Israel og Hamas stopper hurtigst muligt.

Det har han sagt tirsdag ifølge Reuters og Sky News under et besøg hos britiske nødhjælpsorganisationer i London, der arbejder i regionen.

- Jeg, som så mange andre, ønsker at kampene stopper hurtigst muligt, siger han.

Det er ifølge britiske medier meget usædvanligt, at medlemmer af det britiske kongehus kommenterer på politiske situationer.

Prins William udtrykker også bekymring for de mange menneskeliv, der er gået tabt siden krigens udbrud.

- Jeg er fortsat dybt bekymret over de frygtelige menneskelige omkostninger ved konflikten i Mellemøsten siden Hamas' terrorangreb 7. oktober.

- Alt for mange er blevet dræbt, siger han.

Mens den britiske kong Charles bliver behandlet for kræft, ventes det, at prins William påtager sig mere højprofilerede forpligtelser.

I næste uge skal prins William besøge en synagoge for at høre, hvordan unge i Storbritannien håndterer had og antisemitisme.

Sponsoreret indhold