Nyheder10. oktober 2022 (opd. 10. oktober 2022)

Putin i ny trussel: - Hævnen bliver hård

Advarer Ukraine og Vesten mod at lave flere "terrorhandlinger" som weekendens angreb på en central bro i Krim
Vladimir Putin skal ikke nyde noget af at mødes med sine topchefer. Al kommunikation foregår via et videolink.
Vladimir Putin skal ikke nyde noget af at mødes med sine topchefer. Al kommunikation foregår via et videolink.
 Foto: Gavriil Grigorov/AP/Ritzau Scanpix

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger mandag, at russiske styrker har foretaget angreb på energiinfrastruktur og kommunikationsfaciliteter i Ukraine med langtrækkende missiler.

Putin siger, at det er gengældelse for "terrorhandlinger" udført af Ukraine. Han advarer om "hård gengældelse", hvis der kommer flere "terrorhandlinger".

- Rusland har i morges foretaget angreb på energiinfrastruktur og kommunikationsfaciliteter i Ukraine med langtrækkende missiler, siger Putin i en tv-transmitteret tale i forbindelse med et møde i Ruslands nationale sikkerhedsråd mandag formiddag.

Tv-optagelser fra Ukraine viser, at blandt andet en legeplads og civile, der gik på gaden i hovedstaden blev ramt af de russiske langdistancemissiler.

- Vi vil reagere kraftigt på ukrainske angreb på russisk territorium, og det vil være angreb i samme skala, som truslerne mod Rusland, siger Putin videre.

Putin gav i weekenden ukrainske specialstyrker skylden for en eksplosion, der lørdag morgen ramte en bro, som forbinder Krim-halvøen med Rusland.

- Det var udtænkt, udført og beordret af de ukrainske specialstyrker, siger Putin i en video, der er offentliggjort af den russiske regering.

- Hvis angreb mod Rusland fortsætter vil reaktionerne være hårde.

I Vesten kaldes de russiske angreb på mål i Kyiv og andre ukrainske byer for "uacceptable".

Ud over Kyiv ramte missiler byerne Lviv, i Ternopil, Zjytomyr og Dnipro.

- De affyrede 75 missiler mandag morgen, siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

41 af de 75 missiler blev skudt ned, rapporterer den ukrainske hær på sociale medier ifølge AFP.

Russisk toppolitiker: Vi smadrer Ukraine

Den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev, siger mandag, at Ruslands raket-gengældelsesangreb mod Rusland kun er "første episode".

- Der vil komme flere, skriver Medvedev på sociale medier.

Medvedev, som er nummer to i sikkerhedsrådet, tilføjer, at målet bør være "en fuldstændig demontering af det politiske regime i Ukraine".

Det skriver AFP.

Sponsoreret indhold