Rapper dømt til døden: Nu er der godt nyt
En dødsdom mod den iranske rapper Toomaj Salehi er blevet omgjort.
Det oplyser Amir Raisian, som er advokat for rapperen, ifølge nyhedsbureauet AFP lørdag på det sociale medie X.
Advokaten tilføjer, at Irans øverste domstol har besluttet at genoptage sagen.
I maj underskrev fremtrædende musikere, kulturfolk og menneskerettighedsaktivister - heriblandt Sting og Coldplay - en fælles erklæring, hvor de krævede, at Salehi blev løsladt.
Rapperen blev ifølge det britiske medie The Guardian i september 2022 anholdt for med sine sange at have støttet den bølge af demonstrationer, der brød ud efter 22-årige Mahsa Aminis død.
Han sad over et år i fængsel - en stor del af tiden i isolation - og blev i december 2023 kortvarigt løsladt. Her beskrev han blandt andet, at han var blevet tortureret.
To uger efter sin løsladelse blev han igen anholdt og anklaget for "korruption på Jorden", en af de mest alvorlige anklager i Iran.
I april blev han fundet skyldig og dømt til døden.
Salehi blev også dømt for "medvirken til oprør, sammensværgelse, propaganda mod staten og opfordring til optøjer", fortalte hans advokat.
Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor dommen er omgjort. Advokaten Raisian siger, at den øverste iranske domstol har "forhindret en uoprettelig juridisk fejl".
22-årige Mahsa Amini døde 16. september 2022 efter at have mistet bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt. Hun lå i koma i tre dage før sin død.
Amini var blevet anholdt, fordi hendes hijab ifølge de iranske myndigheder ikke dækkede håret godt nok.
Efter Aminis død var der i Iran nogle af de største protester mod landets præstestyre, siden det indtog magten efter en revolution i 1979.
De månedlange protester blev kendt som "Woman, Life, Freedom"-bevægelsen. Salehi har åbent støttet bevægelsen.
Tusindvis blev under protesterne anholdt af myndighederne, som sagde, at udenlandske magter havde tilskyndet til "oprør".