Nyheder12. juli 2018

Svært kvæstet: Rapper stadig indlagt efter Roskilde-ulykke

Den amerikanske rapper fra gruppen Gorillaz, der søndag aften styrtede ned under bandets koncert på Roskilde Festivalen, er stadig indlagt med svære kvæstelser
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/orange_scene.jpg
 (Foto: All Over)

Dette års Roskilde Festival fik en trist afslutning.

Omkring klokken 00.30 natten til søndag faldt en af rapperne fra Gorillaz ned fra scenen, og koncerten måtte afbrydes og afsluttes før tid.

Efterfølgende blev rapperen hastet på hospitalet, og nu er det kommet frem, at styrtet på 1,6 meter har efterladt ham med svære kvæstelser.

Teren Delvon Jones, bedre kendt som Del Tha Funkee Homosapien, er stadig indlagt, fortæller hans talsmand til Ekstra Bladet:

- Han er stadig på hospitalet, men håber at blive udskrevet snart. Han har pådraget sig syv brækkede ribben og en punkteret og sønderrevet lunge, men han forventer at komme sig, skriver talsmanden i en mail til Ekstra Bladet.

Del Tha Funkee Homosapien mistede fodfæstet og styrtede ned fra scenen under Gorillaz’ afsluttende nummer. Koncerten blev aflyst, og den 45-årige rapper blev hastet på hospitalet, hvor han stadig er indlagt, og hvor han stadig skal være indlagt i noget tid.

Rapperen er dog ikke mere svækket, end at han har haft energi og overskud til at takke sine mange fans. På Facebook har således skrevet en tak til både fans og bandet efter ulykken:

- Tak til alle for kærligheden! Jeg har det okay, men skal blive på hospitalet i noget tid, behandlingen her er fantastisk. Masser af kærlighed til Gorillaz for at have med mig, og jeg vender snart tilbage!

Sponsoreret indhold