Rasende Fønsby snydt for flere tusind kroner: Det stopper ikke her
Anni Fønsby troede og håbede, at hun havde givet sig selv en perfekt julegave. Hun havde således fået fingre i en billet til den udsolgte Skanderborg Festival… troede hun da.
For selv om Anni Fønsby har overført de 2.400 kroner til sælgeren, har hun stadig ikke set skyggen af sin festivalbillet. Anni Fønsby er med andre ord blevet godt og grundig snydt.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet.
Anni Fønsby havde kort før jul efterlyst en billet til næste års Skanderborg Festival, der som bekendt blev udsolgt på få timeri begyndelsen af december. Tre timer senere blev hun med egne ord kontaktet af en ”sød mand” på Den Blå Avis, der gerne ville sælge sin billet.
Anni Fønsby om kiste-udfordring: - Jeg fik klaustrofobi
Herefter overførte Anni Fønsby de 2.400 kroner for billetten, men så aldrig skyggen af den. Og siden har hun heller ikke kunnet komme i kontakt med sælgeren.
- Jeg er en meget ærekær person, og når sådan noget her sker, så sker der noget inden i mig. Tænk på at det kunne have været en teenagepige, der har knoklet for at tjene til denne her billet. Jeg går ikke ind for voldelige løsninger, men jeg opgiver ikke. Om jeg så skal køre til Fyn og banke på hans dør for at konfrontere ham, så gør jeg det, siger Anni Fønsby til Ekstra Bladet.
Anni Fønsby har efterfølgende delt mandens navn for at ”advare andre” mod ikke at blive snydt. Det opslag er dog blevet slettet igen.
Partoutbilletter til næste års Skanderborg Festival blev udsolgt på rekordtid 1. december. Skanderborg Festival advarer mod, at man køber billetter gennem for eksempel Den Blå Avis, men henviser i stedet til festivalens hjemmeside, hvor man har lavet en guide til dem, der ikke nåede at få billet.