Efter vanvittig øl-julekalender: Rasted havde promille på 5,8
December er som bekendt lig med julekalender, og i år har vi blandt andet kunne følge med i ”Tinkas Juleeventyr”, ”Snefald” og ”The Julekalender”.
Men i år har der også været plads til en lidt utraditionel julekalender, for i år sendte Natholdet en julekalender, der slet og ret gik ud på, at vært og gæst drak øl.
24 øl i alt – og selvfølgelig snaps undervejs – for at være helt præcis.
Natholdets vært Anders Breinholt havde overtalt den tidligere Aqua-stjerne Søren Rasted til at være øl-gæst og julekalender-gæst – og til at servere de mange spændende øl havde de allieret sig med øl-entusiasten Carsten Berthelsen.
I dag, 24. december, knappede de så op for øl nummer 24, en såkaldt Gouden Carolus Christmas, og det var ikke mindst også tid til at få målt deres endelige promille. Undervejs havde Breinholt kunne prale med en promille på 1,97, mens Søren Rasted blæste sig op på 1,76 – det var i afsnit 18.
Der var god stemning, da Søren Rasted fandt ud af, at hans promille var på svimlende 5,8. Foto: TV 2
Helt galt så det dog ud til at gå for musikeren her i sidste afsnit. For hvis alkometret talte sandt, burde han slet ikke kunne gå. Han burde faktisk slet ikke kunne trække vejret.
Hans promille viste således svimlende 5,8.
Man plejer at sige, at en promille på 3 giver manglende kontrol med for eksempel urinblæren, og at folk med den promille ofte er bevidstløs.
Breinholt var derimod noget overrasket, da han blæste for sidste gang. For hans promille var på mystisk vis faldet undervejs – til trods for at han havde drukket mere og mere. Hans promille lå i afsnit 24 på 1,46.
Så det lader til, at der måske har været problemer med alkometret.
Hele julekalenderen blev optaget en fredag i slutningen af november, hvor Anders Breinholt, Søren Rasted og øl-entusiasten Carsten Berthelsen mødtes ude i Natholdets studie omkring middagstid.
Som timerne gik, blev de to herrer - Breinholt og Rasted - mere og mere beruset. Foto: TV 2
Den første øl blev åbnet klokken 13.30 og så fortsatte de ellers optagelserne – og øldrikkeriet – frem til omkring klokken 20.00. Undervejs sørgede Aqua-man (som Carsten døbte Rasted undervejs i julekalenderen) for at skænke snaps, når det blev søndag. Han var nemlig udkåret til adventsminister.
Søren Rasted har tidligere fortalt, at de mange øl og snaps gjorde ham ganske beruset:
- Jeg kan ikke huske noget fra afsnit 22-24. Jeg kan huske nogle enkelte øjeblikke, hvor vi synger, men ellers er der meget af det andet, der er forsvundet, har Søren Rasted tidligere fortalt til TV 2.
Du kan se eller gense julekalenderen på TV 2 Play.