Nyheder27. februar 2024 (opd. 5. september 2024)
"Rats on a plane": Forsinker fly i flere dage
En lille behåret fætter har skabt store problemer i en lufthavn i Sri Lanka
Af Ritzau
En rotte har skabt kaos på et fly i Sri Lanka.
Foto: Rafiq Maqbool/AP/Ritzau ScanpixSri Lankas nationale luftfartsselskab har løftet sløret for, hvorfor der har været flere dage med kaos og forsinkelser.
En uvelkommen passager på et af selskabets fly er årsagen, lyder det.
En rotte blev opdaget på et fly, som fløj fra Pakistan til Sri Lankas hovedstad, Colombo.
Det var i sig selv en ubehagelig overraskelse. Men det betød også, at flyet måtte forblive på jorden i Colombo i tre dage, fordi man skulle sikre sig, at den ikke havde tygget sig igennem nogle af flyets ledninger.
- Flyet kunne ikke lette, før man havde sikret sig, at rotten var fundet. Den blev fundet død, siger en unavngiven ansat til AFP.
Det ene fly midlertidigt ude af drift har påvirket flere afgange, men nu skulle der igen være styr på sagerne.