Nyheder15. november 2018

Reality-stjerne idømt fire måneders ubetinget fængsel

Dansk reality-deltager er blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold og trusler efter en bytur med flere af sine reality-venner. Forsvareren bad om udstrakt navneforbud i ankeperioden, så den dømte kan ikke nævnes med navn i artiklen. Den dømte ankede dommen på stedet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20140221-100640-5_51mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

En reality-stjerne i 20'erne stod i dag skoleret i Københavns byret tiltalt for to tilfælde af vold og to tilfælde af trusler på livet.

Reality-stjernen blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have slået, sparket og truet to mænd under en bytur i indre København.

Episoden fandt sted ud for Skindergade 12 mellem klokken halv fire og kvart i fire om natten 6. juli i år, da den nu dømte havde haft en fugtig aften i byen med en gruppe venner fra reality-miljøet.

Han blev kendt skyldig i alle fire forhold.

Han blev dømt for at sende den ene af to ofre mod jorden med et spark i maven, hvorefter den dømte tog kvælertag på det første offer.

Herefter truede stjernen det første offer, efter at offeret ville dokumentere hele episoden med sin mobil.

- Hvis du ikke sletter den video, så slår jeg dig ihjel, sagde den dømte ifølge anklageskriftet.

Reality-deltageren var kke færdig med at gå amok.

Han tildelte derefter det andet offer et spark i maven og et slag på venstre side af hovedet, hvorefter offeret faldt til jorden.

Og vidne to fik også trusler på livet fra den arrige reality-stjerne.

- Du skal fucking ikke kigge på mig. Jeg slår dig ihjel, rasede den dømte mod det andet offer.

De var provokerende

Det var en presset reality-stjerne, der var dukket op til det andet retsmøde i sagen, hvor han var flankeret af sin forsvarsadvokat Tenna Dabelsteen.

Den nu dømte har tidligere fortalt i retten, at de to ofre var provokerende over for gruppen af reality-stjerner.

- De kaldte os reality-bumser, har den dømte tidligere forklaret i retten.

Det kom frem under retsmødet, at reality-deltageren har en tidligere voldsdom fra 5. april 2018, men det kunne han ikke genkende.

- Hvorfor skal vi lægge vægt på den tidligere dom, når det ikke er tre måneder siden? Det var i 2017, jeg var i retten, lød det vredt fra reality-stjernen.

Selvom forsvaren prøvede at få sin klient til at slappe af, så virkede han tydeligt provokeret af, at anklager Lene Hjorth nævnte den tidligere dom.

- Det er rigtigt. Det var sidste år, brølede reality-deltageren op i retten.

Dommen fra 5. april 2018 en en voldsdom på 40 dages betinget fængsel for at have slået en person i ansigtet med knyttet hånd.

Reality-vidner kan ikke huske meget

Den dømte har fået hjælp af flere af sine reality-venner i Københavns Byret.

To kendte personer har vidnet i retten for deres ven, da de var med på byturen i Skindergade.

Ved første retsmøde 3. oktober var det en mandlig reality-stjerne, der ikke kunne huske meget fra aftenen.

I dag var det en kvinde, der var dukket op i Københavns Byret for at vidne.

Hun kunne dog ikke huske meget fra episoden i Skindergade.

- Jeg kan ikke huske særlig meget, da jeg er helt ude af den, lød det fra kvinden i retten.

Kvinden var ikke til megen hjælp i retten, men efter nogle spørgsmål fra anklageren, kunne hun til sidst huske lidt fra natten.

- Jeg kan huske, at de skændtes. Når man er reality-deltager, så skændes man med mange i byen, forklarede hun i retten.

Forlod retten i vrede

Den nu dømte reality-stjerne ankede dommen på stedet, og han var på ingen måde tilfreds med dommen på fire måneders ubetinget fængsel.

Han forlod retsalen i vrede, hvor han på vej ud lige nåede at sende en sviner af sted mod SE og HØRs udsendte.

- Nu skriver du noget rigtig godt. Hvad fuck er det for et job at ha´?, lød det fra den dømte, inden han med hurtige skridt gik mod udgangen, og det var derfor ikke muligt at få den dømte til at stille op til interview.

Sponsoreret indhold