Rekordlave flypriser: Coronakonkurrence giver billige rejser
Det er godt nyt, hvis man vil starte året med en tur til europæiske storbyer som Rom eller London.
Det nye år starter nemlig med rekordlave billetpriser for uge 4 til flere storbyer.
For eksempel kan man komme fra Billund til London eller Rom og hjem igen for henholdsvis 51 og 86 kroner.
Det er de laveste priser, som Dansk Flyprisindex har målt for den uge, siden indekset blev startet i 2009.
Det viser det månedlige indeks, som rejsesøgemaskinen Travelmarket står bag.
De lave priser skyldes ifølge direktør Ole Stouby den lave efterspørgsel i forbindelse med coronapandemien.
Han peger på, at luftfartsselskaberne konkurrerer som aldrig før, og at der er meget kapacitet i markedet.
- Jeg vurderer, at priserne vil være rekordlave et godt stykke ind i 2022, siger han i en pressemeddelelse.
Gennemsnitsprisen på flybilletter tur/retur fra Billund til europæiske lufthavne er ifølge indekset på 455 kroner.
Det er det laveste for ugen i indeksets historie, mens de gennemsnitlige billetpriser fra København er 423 kroner.
Coronakrisen har været særdeles hård ved luftfartsbranchen, som i perioder har måttet parkere deres fly på jorden.
Denne gang er selskaberne dog nødt til at holde et vist beredskab, forklarer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
- De ved ikke, om restriktionerne bliver lettet hurtigt, hvis det viser sig, at omikron slet ikke er så dødelig. Derfor er de nødt til at have fly i luften.
- Men det er dyrt for dem, og særligt hvis der ikke er passagerer. Så de er nødt til at lokke passagererne i flyene med lave priser, siger han.
Han vurderer også, at priserne vil være lave et godt stykke ind i 2022.
- Problemet for luftfartsselskaberne er, at der er ikke er ret mange, som vil ud at flyve på grund af restriktioner og omikron.
- Samtidig var der lagt op til en genrejsning af trafikken med en del fly i luften. Det mismatch gør, at de er nødt til at skrue på prisen, siger Jacob Pedersen.