Nyheder13. december 2023

Rekordmange søger julehjælp

Landets store julehjælpsorganisationer har fået over 100.000 ansøgninger om hjælp til gaver og julemad. Det er rekord
Samlet set er mindst 100.000 ansøgninger om julehjælp landet hos landets største juleorganisationer i år.
Samlet set er mindst 100.000 ansøgninger om julehjælp landet hos landets største juleorganisationer i år.
 Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Frelsens Hær, Blå Kors, Røde Kors, og Dansk Folkehjælp.Sådan lyder rækken af julehjælpsorganisationer, der alle har oplevet en markant stigning i ansøgninger om julehjælp.

Det viser en rundringning, Fagbladet 3F har lavet.

Samlet set er mindst 100.000 ansøgninger om julehjælp landet hos landets største juleorganisationer i år.

2022 var ellers rekordår for ansøgninger til julehjælp, hvor mindst 87.000 ansøgninger nåede ud til organisationerne.

- Allerede dagene inden vi åbnede for ansøgningerne, kunne vi se en stigende aktivitet på vores hjemmeside. Men vi havde ikke forestillet os at efterspørgslen ville blive så massiv, siger Morten Skov Mogensen, der er generalsekretær i Blå Kors – en af de organisationer, der hvert år uddeler julehjælp til landets fattige familier. Blå Kors har modtaget 18.400 ansøgninger i år. Det er 6500 flere end sidste år.

Også Frelsens Hær er overraskede. De har modtaget over 20.500 ansøgninger om julehjælp i år. Det er 4.500 flere ansøgere end sidste år – og en fordobling på tre år, fortæller Lars Lydholm, der er informationschef i Frelsens Hær.

-Mens vi sidste år forventede en stigning i antallet af ansøgere på grund af Ukraine-krig, stigende energipriser og inflation oveni hinanden, er vi meget overraskede over, at stigningen er så stor i år, siger han.

Dansk Folkehjælp fortæller 3F, at de har modtaget 21.500 ansøgninger, og dermed 2500 flere end sidste år.

- Jeg tænker at det igen igen er en virkelig kedelig og trist rekord, siger Mirka Mozer, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

Ifølge Mirka Mozer, er stigningen dog ikke overraskende.

- Det er egentlig ikke kommet bag på os, for vi har fortsat en meget høj kerneinflation. Og når man er på det laveste forsørgelsesniveau, så har man jo bare brug for mere til julen.

Ud af de mange ansøgninger om julehjælp, kan flere af dem have samme afsendernavn. Det er nemlig muligt at ansøge hos flere julehjælpsorganisationer ad gangen.

Skulle det ske, at man får tildelt julehjælp fra flere organisationer, mener Generalsekretær i Blå Kors Morten Skov Mogensen ikke, at det gør julen overdådig for dem, der søger.

-Vi er ikke i tvivl om at man virkelig har behov for det, når man søger julehjælp. Det er trods alt ikke fyrstelige summer, man får. Vi giver 500 kroner til dagligvarer og 200 kroner til genbrug, siger Morten Skov Mogensen.

Så mange ansøgninger har de fået:

Mødrehjælpen:2022: 21.0002023: 24.000

Dansk Folkehjælp:2022: 19.0002023: 21.500

Frelsens Hær:2022: 16.0002023: 20.500

Blå Kors:2022: 12.0002023: 18.400

Røde Kors: Opgør ikke ansøgningerne, men de forventer at uddele julehjælp til ca. 22.000 familier i år. Sidste år modtog 19.584 familier julehjælp fra Røde Kors.Samlet set er det mindst 106.000 mod mindst 87.500 ansøgninger sidste år. Det er omtrent 15 % flere end sidste år.

Sponsoreret indhold